Forsvaret afspærrer havn i en uge - skal sende udstyr til Letland
Et område på Køge Havn bliver fra onsdag morgen og en uge frem spærret af. Forsvaret skal udskibe udstyr til Letland.
Fra klokken otte onsdag morgen og frem til 27. april klokken 23.59 vil et område på Køge Havn blive omdannet til et midlertidigt militært område.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Politikredsen har lavet en aftale med Forsvaret om at etablere det militære område, som blive blive bevogtet af Forsvaret.
Pressevagt ved Forsvarskommandoen Lars Skjoldan oplyser til TV 2 Lorry, at man endnu ikke kan sige meget om, hvorfor området på Køge Havn bliver afspærret.
- Der skal udskibes udstyr igen. Det er i forbindelse med, at vi indsætter soldater i Letland. Der er tale om køretøjer og forskelligt andet udstyr, siger Lars Skjoldan til TV 2 Lorry.
28. februar blev et andet og mindre område afspærret på Køge Havn i fem dage.
Dengang lød forklaringen fra Forsvaret, at der var “tale om køretøjer og materiel, som skal afsendes til Estland i forbindelse med det planlagte og kommende danske bidrag til NATO’s fremskudte tilstedeværelse.”
Herunder kan du se, hvor der bliver spærret af:
Foto: Midt- og Vestsjællands Politi
Foto: Midt- og Vestsjællands Politi