Oversigt

Seneste nyt

Røg fra affaldsbrand kan ramme borgere uden for Køge

Opdatering: Midt- og Vestsjællands Politi har afvarslet beredskabsmeddelelsen. Personer i Køge by kan dermed igen færdes frit.

Oprindelig tekst:

Politi og beredskab arbejder fredag eftermiddag med at få styr på en industribrand på Køge Havn, der udvikler sundhedsskadelig røg.

Mens Midt- og Vestsjællands Politi i en beredskabsmeddelelse har bedt folk i den indre del af Køge om at søge indendørs samt lukke døre og vinduer, lyder seneste melding nu på, at røgen fra branden også kan ramme beboere uden for den centrale del af Køge.

- Den seneste udvikling er, at røgen ikke slår så meget ned i den centrale den af byen, men i stedet slår ned et stykke uden for byen. Derfor er vi ved at se på, om det giver anledning til at justere vores varsel, siger Thomas Kristensen, pressetalsmand for Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2 Kosmopol.

Kort efter klokken 16.30 skriver politikredsen på X, at røgen er ved at blive mindre tæt i selve Køge, men at man får meldinger om, at røgen kan lugtes så langt væk som i Borup.

Han tilføjer, at beredskabet fortsat arbejder med at få kontrol over branden, og at der endnu ikke er et estimat for en mulig tidshorisont.

- Vi ved af erfaring, at sådan nogle affaldsbrande godt kan brænde et stykke tid endnu, siger han.

Branden er ifølge beredskabsmeddelelsen opstået i en bunke med metalskrot på Køge Havn og udvikler røg, som er farlig ved indånding.