- Telefonerne ringer nonstop, siger virksomhed efter mærkelige hundesymptomer
Både producenten Chrisco, der ligger i Køge, og TV 2 har fået bunkevis af henvendelser fra bekymrede hundeejere.
Virksomheden Chrisco har haft ekstra travlt de seneste par dage, efter den trak et produkt tilbage, der er mistænkt for at give hunde opsigtsvækkende symptomer.
Faktisk har virksomheden, der sælger godbidder, tyggeting og tilbehør til kæledyr, fået flere hundrede beskeder.
Henvendelserne drejer sig blandt andet om de tilbagekaldte tyggeruller med kylling og okse. Men også andre af virksomhedens produkter nævnes af kunderne, fortæller administrerende direktør Brian Christensen til TV 2.
- Telefonerne ringer non stop, og beskederne vælter ind. Vi er i gang med at danne os et overblik og vil meget gerne besvare alle ordentligt, men det tager tid at komme igennem alle.
TV 2 har ligeledes fået mange henvendelser fra læsere, hvis hunde har fået symptomer såsom rastløshed, gøen og angst, og som generelt har opført sig meget atypisk efter at have indtaget et eller flere produkter fra Chrisco.
- Der er mange, som er bekymrede, og vi er jo glade for, at det kommer ud, hvis der er noget galt med vores produkter. Siden 1977 har det jo været vores mission at skabe glæde blandt hunde – ikke det modsatte, siger Chrisco-direktøren.
For tidligt at sige, om mere vil blive tilbagekaldt
Tilbagekaldelsen af produktet kom, efter flere hundeejere oplevede, at deres hunde har udvist mistænkelige symptomer, uden at dyrlæger har kunnet finde en grund.
Tidligere denne uge skrev TV 2 ØST om Vestermose Dyreklinik ved Slagelse, der i et Facebook-opslag advarede om to slags tyggeben, som de hunde, de havde undersøgt, havde spist.
Det blev dog slettet, fordi det ikke kunne fastslås, at symptomerne skyldtes tyggebenene.
Torsdag blev tyggerullerne fra Chrisco dog tilbagekaldt ud fra et "forsigtighedsprincip", og virksomheden indledte derefter en undersøgelse af, hvad der muligvis kan være galt med produktet.
Fredag udsendte Fødevarestyrelsen ligeledes en tilbagekaldelse.
Prøvesvar kommer formentlig i januar
Tyggerullerne fra Chrisco består af kylling og okse, og der sælges 155.000 af poserne årligt, har Chrisco tidligere oplyst til TV 2.
De er solgt i Coop-butikker, Løvbjerg, Meny, Spar, Min Købmand, Let-Køb, Harald Nyborg og Wolt-butikker i hele landet samt gennem Nemlig.com
Efter produktet er blevet tilbagekaldt, er virksomheden nu i færd med at indsamle prøver på de tyggeruller, som måske har gjort hundene syge. Det forventes, at der kommer en afklaring i januar, da prøverne først skal indsamles og derefter sendes videre til laboratoriet, hvor de skal analyseres.
TV 2 har siden da talt med en hundeejer, hvis hund endte med at blive aflivet på grund af symptomerne, og har ligesom Chrisco modtaget mange henvendelser om hunde, der har opført sig psykotisk, ængstelige, gøende og generelt underligt.
Henvendelserne drejer sig som sagt også om andre produkter end tyggerullerne.
Men det er for tidligt at sige, om flere af Chriscos produkter vil blive undersøgt og eventuelt tilbagekaldt, siger Brian Christensen.
Spørg Os
Hvad undrer du dig over i hovedstadsområdet? Stil dit spørgsmål her +_
På bar bund
Det skyldes, at virksomheden stadig er ved at danne sig et overblik over henvendelserne, siger direktøren.
- Lige nu er vi lidt på bar bund over, hvad det kan være, og derfor går vi henvendelserne igennem for at se, om der er en fællesnævner, ligesom da det tidligere på ugen viste sig, at flere hunde havde spist de specifikke tyggeruller, siger han.
På grund af de mange henvendelser vil virksomheden "selvfølgelig" gerne undersøge, hvad der kan være galt med produkterne, men ret beset ved den ikke, om hundene udviser mistænkelige symptomer på grund af produkterne endnu, tilføjer Brian Christensen.
Hvad er grunden til, at I ikke allerede nu tilbagekalder flere produkter med samme ingredienser som i tyggerullerne ud fra et forsigtighedsprincip?
- Vi mangler simpelthen overblikket. Vi ved ikke, om det kan være råvarerne, noget i produktionen, og om det i så fald kommer fra en enkelt eller flere producenter. Først skal vi se på, hvilke produkter der nævnes, og hvilke producenter og lande de kommer fra.
Chrisco arbejder på at blive klogere på, om flere produkter skal undersøges inden midten af næste uge, siger han.
- Vi er meget berørte og beklemte over situationen. Det går lige i maven at høre fra alle de hundeejere. Vores mål er netop at levere produkter af god standard, så vi vil gøre alt for at opbygge tilliden igen.
TV 2 har denne weekend gerne villet stille spørgsmål til Fødevarestyrelsen om sagen, men det har ikke været muligt, da styrelsen ikke besvarer henvendelser lørdag og søndag.