Solen går ned, da vi kører over grænsen og ind i Danmark. Ukrainerne bryder ud i sang

Teksten herunder er journalistens beretning fra turen til Polen og tilbage til Gladsaxe, hvor en gruppe ildsjæle fra Gladsaxe kørte til Koszalin i Polen, der også er Gladsaxes venskabsby.

Turen er et privat initiativ og var kun mulig, fordi et team af frivillige har samlet penge ind til projektet og fået donationer fra virksomheder. Det er private, som har doneret al den nødhjælp (tøj, sko, soveposer, mad osv.), som vi tog med til Polen.

Med på turen er de lokale ildsjæle Rap Richardt, Ole Rasmussen, Bo Lorentzen, viceborgmester i Gladsaxe Serdal Benli, den frivillige tolk Dorota Lawryk, og chaufføren Claus Olsen.

Jeg mødes med de frivillige ildsjæle klokken 10 ved en ophugger i Søborg. Her står en lille gruppe mennesker, der er i gang med at flytte de sidste ting ind i bussen. Nogle af dem skal med til Polen. Andre skal ikke. Det føles lidt som stilheden før stormen. 

Folk snakker lavmælt, mens de ryger en smøg. En er gået ind for at lave kaffe. 

Chaufføren, der skal få os sikkert til Polen er netop mødt frem. Hans navn er Klaus. Serdal (Benli fra SF, der er viceborgmester i Gladsaxe Kommune, red.) ankommer kort tid efter, og så kommer der gang i snakken. Der briefes og tales praktisk. Planen er at vi skal køre klokken 11, så vi kan nå færgen fra Gedser klokken halv to. 

Vi forventer at være i Koszalin omkring klokken 20, men om vi må læsse alt tøjet, soveposerne, provianterne af i aften - det ved vi ikke. Der er heller ikke 100 procent styr på, hvilke ukrainske flygtninge der skal med til Danmark. Men det kommer der alt sammen forhåbentlig styr på. 

Der er lagt op til en tur, hvor tilfældighedernes spil bliver afgørende.

Klokken 13 holder vi i Gedser Havn, klar til at stige på færgen mod Rostock. En tur på cirka to timer. 

I denne omgang er vi kun syv personer, der går ud af bussen og op på færgedækket, men i morgen vil et ukendt antal flygtninge være med os. Siddende på dækket mens deres nye fremtid kommer tættere og tættere på. Vi ved at det bliver svært for dem. De fleste af dem håber på at skulle hjem til Ukraine snart, og de er derfor ikke glade for at rejse for langt væk fra deres hjemland. 

Det er i hvert fald det vi hører fra vores kontakter i Polen. 

De vil ikke videre gennem Europa. De vil hjem. Så det er svært at vide hvordan stemningen i bussen vil være i morgen. 

Lettelse? Magtesløshed? Frygt? Sorg? Glæde? Ingen af os ved, hvad vi skal forvente.

Vi kører af færgen igen klokken 15.30 og fortsætter turen mod den polske grænse. Flere har nu lagt sig til at sove. Der er en lang tur, og vi ved ikke helt hvad der venter os, når vi ankommer. 

Måske skal vi læsse alle donationerne af bilen. Måske skal vi først gøre det i morgen. 

Planen er ret usikker, og det er ikke klart om vi kan køre hjem som planlagt i morgen. Vi må se, hvad der møder os i Koszalin.

Solen er på vej ned, mens vi kører over grænsen til Polen. Vores chauffør skal hvile, så vi holder ind ved en McDonald’s og får lidt aftensmad. 

Det er helt mørkt nu og roen er for alvor faldet over bussen. Den blev kun afbrudt kort af en lille sang, for optimismen den er stadig med ombord.

Klokken 21.30 kører vi ind i Koszalin og vi kører direkte mod rådhuset. Vi har nemlig fået lov til at læsse alle donationerne af her. Vi kæmper os gennem byen med den store turistbus. Kører flere omveje, fordi vores bus er for stor til at komme igennem. 

Da vi kan se rådhuset, ændres stemningen i bussen. 

Folk er klar til at gå i gang og få donationerne sikkert ind på rådhuset. Vi bliver modtaget af tre mænd, der begynder at slæbe ting ind, men før vi får set os om, er der et par håndfulde lokale, som hjælper til.

Vi får flyttet de mange mange poser og flyttekasser ind i rådhuset. Stemningen er god, og da det er overstået, får vi en snak med de lokale. De synes, det er trist, at vi skal mødes under sådanne omstændigheder.

Men de er glade for de mange donationer.

Vi får taget et gruppebillede, og så kører vi mod hotellet. Her ankommer vi lidt efter klokken 23. Serdal og vores tolk Dorota er taget ud til en gymnastikhal for at opsøge flere flygtninge, der vil med til Danmark. Vi må se, om de har heldet med sig. 

Indtil videre har vi 23 navne på ukrainere, som vil med os til Danmark.

Mit ur ringer klokken 04.45. Vores lille gruppe mødes foran hotellet en time senere. 

De fleste ser trætte ud. Men som Serdal siger: Vi er ikke udhvilet, men vi er friske. Og det opsummerer situationen ret godt. Der bliver røget en sidste smøg, inden vi skal ud og hente flygtninge.

Vi har fem stop i alt. 

Først stiger omkring otte ukrainere på bussen. Der er både smil, men også alvorlige miner hos dem. Børnene er ved godt mod. De hjælper deres mødre med at bære deres få ejendele ind i bussen. 

Næste stop står lidt færre på. Udtrykket er det samme. 

Vi samler en enkelt mand op ved et busstoppested, og så går turen til gymnastiksalen. Den er fyldt med senge, borde og mad. Folk ligger stadig og sover, men den er jo også kun lidt i syv om morgenen. 

Det er er ret slående syn. Selvom forholdene ser ud til at være okay, så er der bare en særlig stemning. En trist stemning. Jeg tager mig selv I at håbe, at man aldrig havner sådan et sted her, og derfor er det også så vigtigt, at vi får så mange væk herfra som muligt. 

Desværre har mange skiftet mening i løbet af natten. Vi skulle have hentet 14 her, men kun omkring seks mennesker kommer med ombord.

Klokken er nu halv otte, og vi er på vej mod den lille by Kołobrzeg for at hente flere flygtninge. På vejen sidder de indtil videre 25 flygtninge og får tjekket papirer.

Vi har samlet de sidste tre personer op, og vi er nu på vej mod grænsen, mens vi er på udkig efter et sted at spise morgenmad. 

Vi har nu 16 voksne og 12 børn fra Ukraine med ombord. 

Vi var i tvivl om, hvorvidt en mand måtte komme med os, da han kun har opholdstilladelse i Ukraine. Hans kæreste og barn er ukrainere og er også med i bussen. Grænsepolitiet vil have at han skal søge asyl ved grænsen og skal være i Sandholmlejren. Han er fra Aserbajdsjan og frygter at blive sendt tilbage. Så familien er meget i tvivl om, hvad de skal gøre. Lidt senere tager parret beslutningen om at tage chancen i Danmark. 

Men det var en voldsom situation. Kvinden brød fuldstændig sammen ved tanken om, at de måske skulle splittes ad, og tårerne kom også frem hos manden.

Klokken kvart i ni kører vi ind på en McDonald's for at få morgenmad. Det tager meget lang tid, og køkkenet blander rundt i alle bestillingerne. 

Mens vi venter, viser et ukrainsk par billeder af deres hjem. Et hjem, som står i ruiner. Væggen er sprængt væk, loftet er ved at falde sammen. 

Hele bygningen ser ud til at kunne kollapse hvert øjeblik. Parret fortæller, at kvinden var i lejligheden, da angrebet fandt sted. 

De bor i Kyiv.

Vi nærmer os færgen i Rostock klokken 13.40. Vi har cirka halvanden time, som skal fordrives, inden færgen sejler. På vejen har vi talt med flere af flygtningene om bord. 

En ung kvinde er flygtet ud af sit lejlighedskompleks med et barn i armene, løbet zigzag ned af gaden for at undgå skud. 

En anden ung kvinde sov i kælderen i en uge. 

Hun vandrede mange timer for at få transport ud af Kharkiv. Hun siger, at hun har lært, at hvis man kan høre skuddene og missilerne, så behøver man ikke gå i panik. 

Problemet opstår, hvis man ikke hører skuddene. Så er man højest sandsynligt død.

En dreng er syg og kaster op for anden gang i bussen, så vi må skynde os ind på en rasteplads. Efter et kort ophold kører vi videre. 

Jeg taler med en ung dreng på 16 år. Han kan næsten ikke snakke. Ikke fordi han ikke kan engelsk, men han går i sort, når han skal fortælle om det. 

Folk i bussen er trætte og har det varmt. Vi glæder os til at nå færgen. Nyheden om, at regeringen forventer 100.000 ukrainske flygtninge i Danmark når os. 

Vi forstår, at turen her kun er en dråbe i havet.

Ombord på færgen. Klokken er 15.40. Mange af ukrainerne har aldrig prøvet at sejle før. 

De tager billeder af hinanden poserende foran de store færger på Rostock Havn. Stemningen er lettet lidt. Den friske havluft var, hvad vi havde brug for. 

Ombord på færgen prøver vi at holde alle samlet. Men allerede da vi skal op af trappen fra bildækket, bliver gruppen splittet lidt op. De kan ikke finde ud af at åbne døren ind til trappeopgangen. Men vi får alle ind, og de får borde at sidde ved og mad at spise. Børnene er meget fascinerede af maskinen med bamser i.

Nogle af de andre børn bruger i stedet tiden på at kigge ud over havet. 

Da vi ankommer til Gedser Havn, kører vi direkte over til grænsepolitiet. Vi har været i dialog med dem under hele turen, men det er ikke til at vide, om der alligevel opstår problemer. 

To politifolk kommer ind i bussen og skal tjekke flygtningenes pas. Ukrainerne er lidt trykkede ved situationen, og kigger bekymret rundt med store øjne. Heldigvis siger politiet efter få minutter at vi bare kan køre videre. Det var en stor lettelse for alle. 

Vi forlader havnen og passerer en usynlig grænse til Danmark. I venstre side af bussen kan vi se solnedgangen. Efter 10 minutter bryder alle ukrainerne ud i sang. 

Sangen varmer i hjertet, for det føles som en form for sejrssang. De er fremme, og rejsen er snart slut.

Vi ankommer i Gladsaxe klokken 19.45. Det er 34 timer siden, vi stod her sidst.

Folk kommer ud af bussen, og de tager deres ejendele fra bussens lastrum. Der står tolke og andre frivillige klar til at hjælpe de 28 flygtninge videre. Der bliver krammet, og der bliver takket. 

De bliver alle ført ind i et lokale, hvor der bliver holdt taler. Gladsaxes borgere forsikrer ukrainerne om, at de nok skal hjælpe dem alt det, de kan. Der står også mad klar til dem.

Flere og flere bliver tildelt værelser og mange af os, der har været med på busturen, siger farvel og ønsker dem held og lykke. 

Nu er der plads til, at alle kan ånde lettet op, og få noget søvn.