Dagen før valget: Byrådskandidat i Gladsaxe skifter til SF
Nummer to på Alternativets liste i Gladsaxe har meldt sig ind i SF dagen før kommunalvalget.
I fredags meldte meldte Mona Kjærulff Hansen sig ud af Alternativet, selvom hun står nummer to på partiets opstillingsliste i Gladsaxe.
I dag, under 24 timer før danskerne går til stemmeurnerne ved kommunalvalget, melder hun sig ind i SF.
Det skriver DR Nyheder.
Bruddet med Alternativet har ifølge Mona Kjærulff Hansen intet at gøre med de verserende sager fra Alternativet om intimbilleder og krænkelser af en medarbejder, som Jyllands-Posten de seneste dage har afdækket.
Konflikt med spidskandidat
Partihoppet er derimod en konsekvens af en længerevarende konflikt med spidskandidaten Sadi Tekelioglu og resten af lokalforeningen.
- Jeg oplevede, at de var bedre til gammel politisk kultur end til ny. I sin tid meldte jeg mig ind på grund af de menneskelige værdier om åbenhed, ærlighed og gennemsigtighed, men de ønsker, jeg havde på den front, er ikke blevet indfriet, siger Mona Kjærulff til DR.
Mandag har hun på Facebook meddelt, at hun har meldt sig ind i SF.
- At stå alene - skulle jeg få stemmer nok - er en stor mundfuld, og jeg vil derfor række ud til SF for et muligt samarbejde efter valget på tirsdag, skriver hun på Facebook.
Holdt uden for
Ifølge det nye SF-medlem har bestyrelsen i Alternativet Gladsaxe dannet alliancer bag hendes ryg, holdt hende ud i strakt arm og arrangeret lukkede møder.
- Det er især i det sidste stykke tid, hvor jeg oplever, at de laver aftaler, som jeg ikke er en del af. Spidskandidaten (Sadi Tekelioglu, red.) og et bestyrelsesmedlem havde været til et møde med borgmesteren i Gladsaxe, men det var jeg ikke en del af. Jeg fik det at vide tilfældigt, siger Mona Kjærullf til DR og fortsætter:
- Den stemning, der er over for mig, er så ubehagelig, at jeg ikke vil være i det. Jeg vil ikke stille op for et parti, der dybest set ikke ønsker, at jeg er der.
Kan ikke trække sit Alternativet-kandidatur
Hvis der kun vælges ét mandat fra Alternativets liste, vil Mona Kjærulff, på trods af at hun ikke vil være medlem af Alternativet, være Sadi Tekelioglus suppleant i byrådet.
Ifølge valgloven kan en kandidat nemlig ikke trække sit kandidatur tilbage, efter at kandidatlisten er indleveret til valgbestyrelsen, og derfor er det ikke muligt for Mona Kjærulf at trække sit Alternativet-kandidatur og enten blive løsgænger eller opstille for SF.
Mona Kjærulff fortæller dog til DR, at hun har så vidt muligt at forsøgt at melde ud alle steder, at hun ikke længere er en del af Alternativet.
Selvom beslutningen om at melde sig ud af Aternativet har bygget sig op over tid, kunne Mona Kjærullf ikke have truffet den tidligere.
- Nej, det kunne jeg ikke. For der var jeg stadig overbevist om, at jeg via samarbejde kunne komme et andet sted hen. Jeg har forsøgt at navigere i det her for at gå det til at fungere. Det er ikke lykkedes mig, siger Mona Kjærulff, der skal opnå cirka 1.200 stemmer ved tirsdagens kommunalvalg for at blive valgt.
Her kan du se TV2 Lorrys valgdebat med spidskandidaterne i Gladsaxe