Omegnsborgmestre kritiserer Papes nye romaforslag
Omegnsborgmestrene er ikke tilfredse med justitsministerens nye lovforslag, som vil gøre det nemmere at fjerne hjemløselejre i København.
Et lovforslag fra Danmarks justitsminster, Søren Pape Poulsen, kons., skal gøre det nemmere for politiet at fjerne hjemløselejre i København og sende dem uden for kommunegrænsen.
Men det nye forslag bliver ikke vel modtaget uden for den københavnske kommunegrænse, hvor omegnsborgmestrene er bange for, at problemet med romalejre blot flyttes ud til deres kommuner.
- Jeg synes jo, det er en meget kortsigtet symptombehandling, man vil i gang med her. Man kunne godt have tænkt det lidt mere igennem, end bare lige at lave et udvidet zoneforbud. Det løser i hvert fald ikke problemstillingen, siger borgmester i Rødovre Kommune, Erik Nielsen, soc.dem., til TV 2 Lorry.
Og han bakkes op af sin borgmesterkollega i Gentofte Kommune, som alligevel kalder det positivt, at der handles fra justitsministerens side.
- Men jeg er meget på vagt over for, hvordan det sker. At man ikke blot ender med at eksportere problemet, man gerne vil løse, ved at flytte det fra en kommune til en anden kommune, siger borgmester i Gentofte Kommune, Hans Toft, kons., til TV 2 Lorry.
"Simpelthen ikke en løsning"
Med det nuværende zoneforbud kan politiet, første gang forbuddet om at slå lejr på gader eller i parker overtrædes, give et zoneforbud på 400 meter. Overtrædes det forbud igen, kan zoneforbuddet udvides til 800 meter. Det er dog i følge justitsminsteren ikke nok.
- Det var svært med de 800 meter - en kommunegrænse er mere enkel. Vi så, hvordan folk lavede lejre omkring vores parker og kirker og brugte det som toilet. Det skal vi ikke have, så nu strammer vi skruen. Vi skal have ryddet op i den trafik. Det, vi så i foråret, vil vi ikke se igen, siger Søren Pape Poulsen til DR.
Men det løser ikke problemet lyder meldingen fra omegnsborgmestrene.
- Det er simpelthen ikke en løsning, at man prøver at skubbe det rundt. Det prøvede man jo også med bandekonflikten, hvor vi fik flere bander ud til omegnskommunerne. Og man så det også med narkotikaproblematikken, da man prøvede at rydde op i det på Christiania og Vesterbro, siger Erik Nielsen til TV 2 Lorry.
- Det vil jo selvfølgelig løse det, alt andet lige, i Københavns Kommune. Men det jeg gerne vil være med til at forhindre og være på vagt over for, det er, at man ikke skubber problemet videre til Gentofte Kommune og andre omegnskommuner, siger Hans Toft til TV 2 Lorry.
Har drøftet det med ministeren
Rødovre Kommune har allerede oplevet problemer med romalejre efter det oprindelige zoneforbud blev indført. Her flyttede en gruppe romaer ind omkring Rødovre Stationscenter og området hvor der bliver bygget letbane. Derfor anbefaler borgmesteren i Rødovre nu, at parterne får sat sig sammen for at finde en ordentlig løsning.
Det samme anbefaler borgmesteren i Gentofte Kommune, som dog også gerne ser, at der i stedet for kommunegrænser bliver kigget på større områder, så problemet bliver tyndet ud. Det vil han i lovforslagets kommende høringsperiode tage op over for justitsministeren, som han allerede har talt med i dag.
- Ministeren har erklæret sig positiv over for mit forslag, så jeg vil se frem til, at vi får nogle yderligere drøftelser, som forhåbentlig kan imødekomme nogle af de synspunkter jeg også har på Gentofte Kommunes vegne, siger Hans Toft.