Spektakulær kidnapningssag har relation til bandemiljøet
Gerningsmænd filmede ifølge politiet et tilfælde af frihedsberøvelse og er derfor sigtet for ydmygelsesvold.
Midt- og Vestsjællands Politi har onsdag eftermiddag og torsdag morgen anholdt tre mænd på 19, 24 og 25 år i to sager om frihedsberøvelse.
De to sager har relation til hinanden.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse torsdag morgen.
De tre mænd er ikke de eneste, der er mistænkt i sagerne om frihedsberøvelse, der er foregået i Osted og Haslev.
Hætte over hovedet og bundet med gaffatape
Inden anholdelserne af de tre mænd, sad syv mænd allerede fængslet.
Alle sagens involverede har relation til bandemiljøet oplyser politiet.
Sagen udsprang af en anmeldelse til politiet om, at en mand var blevet tvunget ind i en bil af flere mænd i Osted, der ligger ved Lejre.
Politiet fandt dagen efter frem til sagen 44-årige offer. Han var ifølge pressemeddelelsen blevet truet med kniv og pistol, havde fået trukket en hætte ned over hovedet og var blevet trampet i hovedet samt bundet med gaffatape.
Det lykkedes ham dog at slippe fri.
Filmet af gerningsmændene
I forbindelse med efterforskningen af sagen fandt politiet frem til, at personer fra den samme personkreds havde begået en anden frihedsberøvelse i Haslev en uge tidligere.
I en af sagerne er frihedsberøvelsen blevet filmet af gerningsmændene, der ud over at være sigtet for frihedsberøvelse også er sigtet for ydmygelsesvold.
- Sagerne viser en kynisme og brutalitet, som vi er meget tilfredse med at slå ned overfor, siger Michael Andreassen, der er politikommissær i Midt- og Vestsjællands Politi i pressemeddelelsen.
De tre seneste anholdte i sagen ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde torsdag klokken 12.30.