Borgerslag har fået 76.000 underskrifter på 12 dage - vil politikere sænke benzinafgifterne?
Et borgerforslag om at fjerne afgifterne på benzin har fået tusindvis af underskrifter. Her kan du se, hvad skatteordførerne mener om det.
Det bliver bare dyrere og dyrere at tanke sin bil. Og på bare en enkelt måned er priserne på brændstof ifølge Danmarks Statistik steget med 25 procent.
For et par uger siden startede fire jyder et borgerforslag mod afgifter på benzin: "Fjern alle afgifter på benzin og diesel".
På tolv dage har mere end 76.000 danskere underskrevet det.
Af forslaget fremgår det, at alle afgifter på benzin og diesel bør fjernes, så den almindelige dansker kan få en hverdag til at hænge sammen.
Hvis der ingen afgifter var på benzin, ville prisen for en liter i øjeblikket være 9,23 kroner. Det viser en opgørelse på drivkraftdanmark.dk.
Der ville altså være meget at spare for den enkelte forbruger, hvis afgifterne blev sløjfet.
I onsdags vedtog regeringen i Irland at skære i afgifterne på benzin, for hvad der svarer til cirka 1,5 krone per liter, skriver The Guardian.
TV 2 Lorry har derfor spurgt fire af Folketingets skatteordførere, om de ligeledes overvejer at sænke afgifterne på fossile brændstoffer.
TV 2 Lorry har også rakt ud til Konservative, SF og Liberal Alliance og Nye Borgerlige, men de er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Flere af politikerne i rundspørgen nævner, at Skatterådet har aftalt at se ind i mulighederne for at hæve befordringsgodtgørelsen.
Som regel fastsættes både kørselsfradrag og befordringsgodtgørelsen en gang om året. Det nye er, at Skatterådet nu vil drøfte, om der i ekstraordinære situationer, som den vi befinder os i lige nu, skal ændres i, hvor ofte kørselsfradraget fastsættes.
Det kom tidligere på ugen frem i en mailkorrespondance mellem Skattestyrelsen og Skatterådet. På næste Skatterådsmøde skal de derfor drøfte mulighederne for at ændre på kørselsfradraget for 2022, skriver Fagbladet 3F.
For nuværende er der dog ikke noget, der tyder på, at en stigning i kørselsfradraget er lige om hjørnet.