Coop får international hæder for deres klimaindsats
Coop ligger i topfeltet af internationale virksomheder, som yder en indsats for klimaet efter at have scoret en høj bedømmelse fra en uafhængig organisation.
x
Detailvirksomheden Coop har modtaget international anerkendelse for deres indsats for at sikre klimaet.
Som den første danske detailhandelsvirksomhed har Coop fået gennemgået deres klimaregnskab og evalueret klimaindsatsen af den internationale nonprofit-organisation CDP, der vurderer virksomheders klimaindsats.
Det skriver Coop i en pressemeddelelse.
Med denne indsats har Coop fået bedømmelsen "B", hvilket placerer virksomheden i den bedste tredjedel af alle bedømte virksomheder i verden.
Klimapositive i 2030
Coop ligger dermed i topfeltet af internationale virksomheder, der arbejder for at indfri Paris-aftalens målsætninger. Det er blandt andet erklærede mål som at være CO2-positive i 2030 samt reducere indirekte CO2-udledninger med en million tons i 2030 gennem aftaler med leverandører og inddragelse af kunderne.
- Coop Danmark demonstrerede en solid førstegangsrapportering til CDP. Deres B-score viser, at klimaforandringerne er integreret i deres forretningsstrategi, og at processer for at styre klimarelateret risici og muligheder er implementeret og flugter med overgangen til en lavemissions økonomi, siger Andreas Svennefjord, Senior Account Manager i CDP.
Anerkendelsen vækker stor glæde hos Coops direktør.
- Vi lancerede for godt et år siden det, vi selv mener er verdens måske mest ambitiøse klimaplan. Vi har fortsat langt at gå, men så meget desto mere opmuntrende er det, at få denne flotte anerkendelse fra en uafhængig tredje part, der viser, at vores indsatser er troværdige og kan måle sig med de mest ambitiøse i verden, siger ansvarlighedsdirektør i Coop Signe D. Frese.
Masser af klimainitiativer
Coops erklærede klimamål nyder stor opbakning fra danskerne. 77 procent af danskerne mener, at klimaet fortsat skal prioriteres meget højt, trods coronakrisen, viser en analyse fra Coop Analyse fra april 2019.
- Masser af klimainitiativer er allerede rullet ud mod leverandører og kunderne. 2020 har blandt andet budt på lancering af den første Coop Folkeskov ved Holstebro, kunderne kan følge klimabelastningen fra deres fødevareindkøb i Coops App, varetransport fra Spanien med tog fremfor lastbil, solceller og varmepumper installeret i en række butikker, plastikposer lavet af vores eget affald såvel som klimacrowdfunding af en stribe grønne danske iværksættere, siger klimachef i Coop Peter Svendsen.