Én god ting ved corona: Færre indbrud i Nordsjælland
De seneste fire år er det sket et markant fald af indbrud i Nordsjælland, hvor i 2020 er det hidtil laveste. Politidirektør mener coronavirussen er en årsag.
x
Selvom det kan være svært at tro, så er der faktisk kommet noget godt ud af coronavirussen.
For 2020 har på mange måder været et anderledes år, og det gælder også, når man ser på antallet af indbrud i Nordsjælland.
Her viser de seneste tal, at der i år er markant færre borgere, som er kommet hjem til et gennemrodet hus og har mistet deres ejendele.
De laveste antal anmeldte indbrud er registreret i april, maj og juni, hvor mange borgere arbejdede hjemme på grund af COVID-19-situationen. Og selvom tallene for de øvrige måneder er højere end forårsmånederne, ligger de alligevel for de fleste måneders vedkommende mærkbart under tallene for samme måneder sidste år.
- Det er det laveste siden 2009, det er et nyt historisk lavpunkt. Hovedforklaringen er givetvis corona, da mange flere har været hjemme, og grænser ned gennem EU har været lukket. Det har afskrækket indbrudstyve, for de vil gerne have arbejdsro, siger Jens-Christian Bülow, politidirektør i Nordsjællands Politi, til TV 2 Lorry.
Kun en kommune har oplevet stigning
Allerede i januar og februar, hvor landet ikke var lukket ned, så man dog et fald sammenlignet med 2019.
Samtidig så analyserer politiet, hvor indbruddene sker og forventes at ske og planlægger sine patruljemæssige tilstedeværelse ud fra de analyser.
Siden 2009 har der været en støt faldende kurve i antallet af indbrud i politikredsen. lyder det fra politidirektøren.
- Jeg tror, det er en kombination af flere forskellige ting. Politiet har haft stor fokus på at bidrage til fokus på det her område med at efterforske og fange tyvene. Borgerne er blevet opmærksomme på at man kan beskytte sig bedre, end man har gjort, ved at indrette huse med indbrudssikre døre og vinduer, indendørs belysning, som alt sammen er for at undgå at indbrudstyvene kan få ro, siger Jens-Christian Bülow.
De største fald i 2020 er sket i Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Allerød, Helsingør, Hillerød, Rudersdal og Halsnæs Kommuner, hvor antallet af anmeldte indbrud ligger mellem 37 og 49 procent lavere end i 2019. Egedal Kommune har som den eneste kommune oplevet en stigning i tallene på to procent.
Sådan kan du forebygge indbrud:
Med et par tænd-og-sluk ure, kan du nemt sørge for, at der automatisk bliver tændt og slukket lys i forskellige dele af din bolig. På den måde ser det ud som om, du er hjemme, og det gør din bolig mindre udsat for indbrud.
Hvis du vil gøre noget ekstra, nu hvor du er i gang, kan du også installere udendørs lys og bevægelsessensorer. Det gør det sværere for tyven at snige sig ind på din grund, og samtidig bliver det lettere for naboerne at se, hvis der er ubudne gæster på vej ind til dig.
Kilde: Nordsjællands Politi