Fællesskab tilbereder gratis mad til mennesker, der er ramt af midlertidig livskrise
Fællesskabet Mad Med Hjertet er blandt de nominerede til prisen som Årets Fantastiske Fællesskab 2019.
- Jeg er faktisk ikke selv særligt god til at lave mad, fortæller Pernille Rask.
Alligevel er det lykkedes hende at stable fællesskabet 'Mad Med Hjertet' på benene. Et projekt der tilbereder gratis måltider til mennesker, som er ramt af midlertidig krise i livet på grund af kritisk sygdom eller dødsfald i den nære familie.
Sammen med fire andre fællesskaber i Hovedstadsområdet blev de i september nomineret til at blive årets mest fantastiske fællesskab, og nu er det tid til at finde vinderen.
Frem til den 14. november kan du nemlig stemme på din favorit, og være med til at bestemme, hvem der skal kåres som Årets Fantastiske Fællesskab 2019 og modtageren af 100.000 kroner.
Send en SMS med LORRY 4 til 1272 for at stemme på Mad med Hjertet.
Prisoverrækkelsen finder sted fredag den 22. november.
Stem på de nominerede til Årets Fantastiske Fællesskab 2019:
- 'Bryd Unges Ledighed NU!': Send en SMS med LORRY 1 til 1272 for at stemme på: 'Bryd Unges Ledighed NU!'
Elderlearn: Send en SMS med LORRY 2 til 1272 for at stemme på Elderlearn
Halsnæs Affaldshelte: Send en SMS med LORRY 3 til 1272 for at stemme på Halsnæs Affaldshelte
- Mad med Hjertet: Send en SMS med LORRY 4 til 1272 for at stemme på Mad med hjerter
Repair Café Nørrebro: Send en SMS med LORRY 5 til 1272 for at stemme på Repair Cafe Nørrebro.
Lær dem bedre at kende og se, hvordan du stemmer på dem lige her: www.tv2lorry.dk/ff
Droppede jobbet for at hjælpe andre
Mad Med Hjertet er en nonprofitorganisation, som hver mandag laver mad til familier, der er i midlertidig krise og ramt af sygdom eller dødsfald.
Formålet er at give en håndsrækning til familier, som er i en livssituation, hvor man er nede på energi og overskud. Hvor det kan være svært at lave mad, handle ind og alle de lavpraktiske ting, som er en naturlighed i en hverdag.
- Når man befinder sig i en livskrise, kan det lige pludselig være en kæmpe ting og noget meget uoverskueligt. Det er her, vi hver mandag går ind og laver måltider til de familier, der har tilmeldt sig inde på vores hjemmeside. Forhåbentlig er det med til at give dem en nemmere hverdag, siger Pernille Rask.
Foto: TV 2 Kosmopol
Efter 12 år på fuld skrue i det private erhvervsliv fik hun mulighed for en tænkepause og for at mærke efter, hvad hun skulle med den sidste tredjedel af sit arbejdsliv. Det stod meget tydeligt for hende, at det skulle give mening frem for alt.
Hun havde tidligere lavet frivilligt arbejde omkring hjemløse og havde oplevet et koncept i USA, hvor frivillige lavede mad til folk i en livskrise. Hun undersøgte, om der var noget tilsvarende i Hovedstadsområdet, hvilket der ikke var.
- Så gik jeg bare i gang. I dag underviser jeg på reduceret tid for at kunne investere en hel dag sammen med de andre frivillige i Mad Med Hjertet, siger Pernille Rask.
Måltider af overskudsvarer
Gennem lokale grupper på Facebook og i artikler i Hørsholm Nyt og Frederiksborg Amtsavis, søgte Pernille Rask efter frivillige til projektet. Gennem det arbejde fandt hun en kreds af faste damer, der kører køkkenet, hvor måltiderne bliver lavet.
- Præsten i Kokkedal Kirke var straks med på idéen, så det er sognegården her, vi har som hjemsted, siger Pernille Rask.
Håndbog til nye Fantastiske Fællesskaber
1. Vælg noget, du brænder for, og forfølg det. Du vil møde meget modstand.
2. Få lavpraktikken på plads: Et sted. Nogle hænder. Råstoffet.
3. Få gang i lokale aviser, kirken og nettet for at skaffe frivillige, der vil det samme.
4. Skab en god stemning på jeres sted. Gør det rart at være der for ’kunder’ og frivillige.
5. Giv plads til folk som individer. Når man ikke får løn, er det lysten der driver værket.
6. Vær vedholdende. Tag ikke et nej for et nej. På et tidspunkt kommer ja’erne.
Maden laves af overskudsvarer, der hentes i lokale supermarkeder. Det kan være skæve grøntsager eller et net med én muggen appelsin. Det bliver grovsorteret, hvorefter en af de erfarne damer danner et overblik over, hvad man kan lave med dagens råvarer.
En af de faste brugere af Mad Med Hjertet er Knud Pedersen, hvis hustru er blevet ramt af kræft. Han opdagede fællesskabet, da nogle genboer gav et praj om, at han kunne tilslutte sig til et måltid hver mandag.
- Det betyder, jeg har lidt mere luft, og det er en stor hjælp, siger Knud Pedersen.
Rammer alle målgrupper
De frivillige i Mad Med Hjertet tæller en broget flok. Der er helt unge og så Keld på 84 år, som er pensionist. En er selv ramt af alvorlig sygdom, en anden støder til klokken 12 efter arbejde.
Folk har over tid selv delt sig op i rimeligt faste funktioner – nogle snitter, andre vasker op. Det er sket helt af sig selv og ud fra hvad, hver enkelt har det godt med at tage ejerskab over.
- Det vigtige for mig er, at alle hygger sig og kun laver det, de vil. Her skal være rart at være for alle dem, der henter mad og alle dem, der laver den, siger Pernille Rask.
Udover at fortsætte med at lave måltider, så er den fremadrettede drøm, at kunne arrangere fællesspisning i sognegården en gang om måneden. Samtidig vil man gerne involvere endnu flere frivillige i at hjælpe andre mennesker i krise.
- Jeg synes. projektet er vigtigt, fordi vi når ud til en målgruppe, som der ellers ikke har været fokus på. En målgruppe der dækker alle aldre, alle etniciteter, alle sociale lag. Der er ingen hensyntagen til, om man har mange penge eller ingen. Alle der befinder sig i en livskrise kan komme her og få et måltid, siger Pernille Rask.
Om Fantastiske Fællesskaber
Fantastiske Fællesskaber hylder alt det, vi danskere har og gør sammen.
Det er er projekt, der styrker sammenhængskraften og civilsamfundets betydning i vores landsdele.
Projektet inspirerer til at skabe nye fællesskaber og udvikle dem, vi allerede har.
Fantastiske Fællesskaber er et samarbejde mellem TV 2 Regionerne, Tuborgfondet, Lokale og Anlægsfonden og Made By Us.
Læs mere om Fantastiske Fællesskaber her.