Livreddere beder badegæster om at være opmærksomme på tre ting på stranden
Det lune vejr tiltrækker mange folk til hovedstadsområdets strande. Det er dog vigtigt at tage sig i agt, lyder det fra TrygFondens Kystlivredning.
Flot vejr, aflyste festivaler og sommerferie rimer i denne tid på socialt liv på hovestadsområdets mange strande.
I hvert fald hvis man spørger TrygFonden Kystlivredning, der fredag åbnede for sæsonen.
Her oplever man, at særligt unge mennesker i denne tid flittigt bruger strandene og havnebadene til sociale arrangementer - men de skal huske at tænke sig om, lyder opfordringen fra Lasse Serup Jensby, der er driftsleder i TrygFondens Kystlivredning.
- Folk søger ud mod stranden - også nu hvor festivalerne har lukket ned. Der er åbne vidder, solen skinner og man kan få en dejlig kold dukkert. Det er herligt. Man skal bare stadig sørge for at passe på hinanden, siger Lasse Serup Jensby til TV 2 Lorry.
Strandene i hovedstadsområdet - blandt andet Bellevue - bliver også flittigt brugt udenfor livreddertårnenes åbningstider. Men drukneulykker kan ske hele døgnet.
Lige nu går vi ud og advarer om, at man aldrig bader alene, og at man er opmærksom på ikke at drikke, når man bader.
Selvom man bliver på land, er der stadig noget at være opmærksom på.
- Vi ser jo desværre nogle gange, at de her dejlige engangsgrill bliver efterladt på stranden. Hvis de ligger på sandet og folk fjerner dem, så kan sandet være virkelig varmt. Der er også nogle, der efterlader grillen og dækker den til med sand, og så er det ligesom en fælde. Så kan man virkelig få en kraftig forbrænding, advarer Lasse Serup Jensby.
Her er livreddernes gode råd til badegæster:
- Bad aldrig alene, eller når det er mørkt
- Undgå alkohol, før du bader
- Undgå at sætte engangsgrillen direkte på sandet, og grav aldrig grillen ned i sandet, når du er færdig med den. Sandet kan blive så varmt, at det kan give forbrændinger, hvis man træder på det. Tag i stedet grillen med, når du forlader stranden – er den for varm, så hæld forsigtigt havvand på for at afkøle den.
- Efterlad aldrig glasskår og dåser i sandet – ryd op efter dig selv
Kilde: TrygFondens Kystlivredning
Så mange gange har livredderne været i aktion denne weekend:
- Bellevue: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 2 forebyggende aktioner og 48 oplysende indsatser
- Charlottenlund: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 2 forebyggende aktioner og 63 oplysende indsatser
- Islands Brygge: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 3 forebyggende aktioner og 64 oplysende indsatser
- Fisketorvet: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 0 forebyggende aktioner og 70 oplysende indsatser
- Vallensbæk: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 0 oplysende indsatser
- Brøndby: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 1 forebyggende aktion og 71 oplysende indsatser
- Ishøj: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 10 forebyggende aktioner og 73 oplysende indsatser
- Hundige: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 4 oplysende indsatser
- Ofelia Plads: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 4 forebyggende aktioner og 58 oplysende indsatser
Kilde: TrygFondens Kystlivredning