VIDEO: Efter 60 års pause lancerer Nimbus en el-motorcykel - og den får et helt særligt design
Nimbus-motorcyklen, som i sin tid blev produceret på Frederiksberg, genopstår som elmotorcykel, hvis det står til vedholdende iværksætter.
Det danske motorcykelmærke Nimbus får nu renæssance efter seks årtier. Og det er ikke med en larmende motor, som de fleste kender den. Den nye motorcykel bliver nemlig udstyret med en elmotor.
Det er iværksætteren Claus Støvlbæk Clausen, der vil genskabe Nimbussen som elmotorcykel her mere end 100 år, efter den første Nimbus trillede ud fra fabrikken på Peter Bangs Vej på Frederiksberg i 1918, og mere end 60 år efter, den sidste model blev lavet.
Og han har kastet sin kærlighed på Nimbussen af en årsag.
- Nimbus-motorcyklen har identitet. Den kommer ikke til at ligne andre motorcykler. Vi overfører alt det dna, den gamle motorcykel har til den nye elmotorcykel, siger Claus Støvlbæk Clausen, stifter og CCO hos Nimbus Motorcycles.
Ingen andre evner det samme
Lige nu bliver den nye eldrevne motorcykel, og alle dens dele tegnet af virksomheden 3part. Det kan kun lade sig gøre, fordi 412 danskere har købt aktier for 3,2 millioner kroner i den nye Nimbus-virksomhed og dermed givet den luft under vingerne.
Det betyder også, at den nye motorcykel ikke bare kan blive ved drømmen, men ret faktisk skal på markedet og give et afkast til aktionærerne. Og selvom der i 2020 blot blev solgt 18 eldrevne motorcykler ud af 3.700 købte motorcykler i Danmark, er forretningsmanden ikke i tvivl om, at det bliver en rentabel forretning.
- Det bliver en god forretning. En af forklaringerne kunne jo være, at der ikke er andre motorcykelfabrikanter, der har evnet eller været friske til at lave en rigtig flot designet elmotorcykel. Det kunne jeg godt tænke mig, siger Claus Støvlbæk Clausen.
Nimbus er en gave
Det er Simon Sneftrup, der står for at designe og tegne den nye Nimbus elmotorcykel. Og for ham er det ikke afskrækkende, at der er tale om en gammel, ikonisk motorcykel - snarere tværtimod.
- Vi er ikke bundet af det. Det er en gave.
- Hvis Nimbus havde produceret motorcykler helt til i dag, havde det været noget helt andet, vi skulle tage udgangspunkt i. Nu er vi så heldige at, der er et slip på mange år, så vi får mulighed for at dykke ned i et virkelig gammelt design og produkt og tage de bedste ting fra det, og overfører det til i dag, forklarer Simon Sneftrup, der er seniordesigner og partner hos 3part.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Lorry
Fortsat hemmeligt design
Hvordan den nye motorcykler på elektricitet kommer til at se ud, vil mændene bag endnu ikke løfte sløret for.
- Vi er stadig i et udviklingsprojekt, hvor der er en masse økonomi involveret i det, og der er noget omkring kopiering, så vi er nødt til at holde kortene tæt på kroppen, ind til vi er noget tættere på et færdigt produkt, siger Simon Sneftrup.
Det er dog særligt én bestanddel fra det gamle design, som skal videreføres til det nye.
- Det er især rammen fra styret til bagaksel, som er vigtig. Det er den her trekant, vi har i Nimbus-stellet, som vi skal have til at spille sammen med batteripakke for eksempel, forklarer han.
Målet er at få den eldrevne Nimbus motorcykel på markedet i 2023.
Se videoen og hør, hvordan man tager et klenodie fra den danske industrihistorie og giver det nyt liv.
VIGTIG INFORMATION: På et tidspunkt i denne video ser man TV 2 Lorrys journalist Mathias Andreasen køre en kort tur på en Nimbus motorcykel uden at have styrthjelm på. Hverken Mathias Andreasen eller TV 2 Lorry opfordrer til at man kører motorcykel uden godkendt styrthjelm. I dette tilfælde må styrthjelmen dog godt undværes, da der kun bliver kørt på en afsidesliggende parkeringsplads. Færdselslovens paragraf 81 stk. 4 fritager Mathias Andreasen for pligten til at bære styrthjelm. Sagt på en anden måde: Han må godt køre uden. TV 2 Lorry mener dog at man i udgangspunktet altid bør bære hjelm og vil gerne understrege, at i fremtiden vil TV 2 Lorrys journalister i lignende situationer altid bære styrthjelm.
Fremtidens brændstof?
Ønsket om den eldrevne motorcykel skriver sig også ind i klimadagsorden, hvor elektricitet generelt bliver fremhævet, som det miljørigtige brændstof.
I det hele taget er elektricitet mange eksperters bud på fremtidens brændstof, men idéen om det såkaldte power-to-x vinder også indpas.
I videoen nedenfor forklarer vi, hvad power-to-x går ud på og om nye syntetiske brændstoffer kan konkurrere med elektricitet.
_