Borgere efter salg af stadion: "Vi er især bekymrede for en voldsom stigning i trafikken"
Naboer til Lyngby Stadion er betænkelige ved de fremtidsplaner, der følger med salget af Lyngby Stadion.
Onsdag aften faldt hammerslaget, der afgjorde Lyngby Stadions videre skæbne som Superliga-stadion.
Udover Lyngby Stadion omfatter aftalen også 13.500 kvadratmeter til boliger, offentlige formål og erhverv.
Og dét giver nu anledning til panderynker hos flere af naboerne til stadionet.
- Vi er især bekymrede for, at der kommer en voldsom stigning i trafikken, som i forvejen ikke bør køre igennem det her område. Der er mange huse, der ikke kan tåle tung trafik her, forklarer Henrik Prahl, der er formand for Bondebylauget tæt på stadionet.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Foto: Esben Grage / TV 2 Lorry
Samme bekymring deler to grundejerforeninger, der dækker over områder klos op ad Lyngby Stadion.
- Umiddelbart er det mest mængden af trafik, der kan være bekymrende. De foreløbige skitser for byggeriet ser ikke skræmmende ud, lyder det fra Bjarne Vestergaard, som er formand for Grundejerforeningen Hyldehaverne.
- Vi får jo væsentligt mange flere beboere, på et meget lille bitte område. Så vi har blandt andet bekymringer omkring tæt trafik, og vi har bekymringer omkring transport af de næste års store leverancer af byggematerialer, forklarer næstformanden i Sorgenfrigaards Grundejerforening Linda Heinrichson.
Planen er, at stadionet nu skal gøres egnet til Superligaen ved at lukke hjørnerne og gøre plads til 6.500 tilskuere. Samtidig bliver der også bygget 188 studieboliger og 42 ældreboliger.
Hensyn er taget
Det var en relativ enig kommunalbestyrelse, hvor 17 ud af 21 medlemmer stemte for salget, heriblandt kommunens borgmester. Hun understreger, at der faktisk ligger en lokalplan, som giver mulighed for at bygge mere end planen er nu.
- Jeg synes faktisk, at vi allerede i udbuddet har taget udstrakt hensyn til naboerne i forhold til, hvordan byggefelterne er placeret og i forhold til, hvad det er for en volumen, der er herude, siger Sofia Osmani (K).
Selvom hun anerkender naboernes betænkeligheder, ligger hun ikke skjul på, at det vil kunne mærkes i området.
- Jeg kan sagtens forstå, de er betænkelige, men det er bare sådan, at når der sker byggeri, så sker der en forandring, sådan er det altid. Så jeg kan jo ikke sige, at nu bygger vi et stadion og så kommer det overhovedet ikke til at kunne mærkes i omgivelserne, selvfølgelig gør det det, siger hun.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Foto: Esben Grage / TV 2 Lorry
Studieboliger med positiv effekt
I og med at studieboliger skal udgøre en stor del af byggeriet, forventer hun, at det har en positiv effekt på trafikken.
- Vi ved, at studerende ikke kører særlig meget i bil, slet ikke når de bor lige overfor DTU, hvor de højst sandsynligt vil være studerende, så på den måde begrænser vi trafikken, siger Sofia Osmani (K).
Det næste år skal der arbejdes på en lokalplan. Såfremt den bliver godkendt, er det forventningen, at byggeriet kan gå i gang i 2023.