Efter gylden æra gik det galt - en annonce i Ekstra Bladet skulle hjælpe den kriseramte Superliga-klub

Lyngbys tid i den bedste danske fodboldrække for herrer er historien om en gylden æra i 1980’erne og 1990’erne med mesterskaber og pokaltitler.

Men det er samtidig også fortællingen om rod i økonomien, et fald fra tinderne og en indædt kamp for igen at etablere sig som et af de bedste hold i landet.

Det er historien om 1000 kampe i den bedste række - som Lyngby rundede i søndags - fortalt af nogen af dem, der har været med til at skabe den.

Et nyt kuld kommer op

Vi spoler tiden tilbage til 1976. Det er her historien om Lyngby i landet bedste række begynder. I hvert fald hvis man spørger Michael Schäfer, og han har om nogen været med til at definere Lyngby gennem flere årtier.

Med 482 kampe for klubben er han klubrekordindehaver, og han har også været cheftræner for klubben.

Og paradoksalt nok begynder historien med en nedrykning. Klubben lå på det her tidspunkt i den næstbedste række og var en af favoritterne til at rykke op. Men sådan skal det ikke gå - tværtimod.

- Vi rykker ned, og efter det vælger klubben at gå i en helt ny retning. Lyngby har nogle meget talentfulde ungdomshold på det her tidspunkt, og vi er et nyt kuld, der kommer op, samtidig med der bliver sagt farvel til flere af de gamle spillere, fortæller Michael Schäfer.

De næste par år rykker spillere som Klaus Berggreen, John Helt, Michael Spangsborg og Michael Schäfer op i førsteholdstruppen. Spillere, som alle ender som landsholdsspillere, og som skal vise sig at blive en del af en gylden æra for Lyngby.

Rejsen til det forjættede land

For det unge kuld har fart på og en helt anden ild i øjnene end den gamle garde, som var amatører og havde arbejde ved siden af fodbolden.

I de her år bliver der samtidig indført professionel fodbold i Danmark, og det er ifølge Michael Schäfer en af grundene til, at generationsskiftet skal ende med at blive en succes.

- Vi kunne se os selv leve af at spille fodbold, mens de tidligere spillere nok havde svært ved at se sig selv i en professionel verden. De trænede to gange om ugen, spiste håndmadder og festede, fortæller Michael Schäfer.

Den nye strategi bærer hurtigt frugt, og Lyngby stryger op gennem rækkerne. I 1979 opnår klubben den store milepæl – Lyngby rykker for første gang op i landets bedste række.

- Vi havde mange store talenter, og vi fik opbygget en vinderkultur, som vi tog med op gennem rækkerne, og man bliver en bedre fodboldspiller af at vinde fodboldkampe, og det gjorde vi, husker Michael Schäfer.

Det første mesterskab

Holdet får hurtigt etableret sig i landets bedste række, og i 1981 bliver holdet nummer to. Men talentet på holdet er til mere. Det er selvforståelsen på holdet også. Den unge stamme har fået tid til at udvikle sig sammen, og nu skal næste skridt tages.

- Mange af os var ikke ret høje, og det grinede de andre hold af, men vi skilte dem ad. Vi spillede friskt og god fodbold, husker Michael Schäfer.

- Til træning snakkede vi om, at vi havde holdet til at vinde. Det var vores selvopfattelse. Vi var sikre på, at vi kunne vinde, fortæller Michael Schäfer.

Og det fik de ret i. For søndag den 6. november 1983 bliver klubben for første gang danske mestre.

Mesterskabet bliver sikret foran 6.000 tilskuere på Lyngby Stadion, hvor holdet slår Esbjerg fB 3-0 i næstsidste spillerunde, hvilket for alvor sætter Lyngby på fodboldens landkort.

- Det var helt vildt. Der var feststemning i hele byen, og vi blev kørt i karet fra stadion. Det var stort, og jeg skulle løfte pokalen som anfører, fortæller en stolt Michael Schäfer.

- Nu var vi de bedste. Vi havde hele tiden sagt det til hinanden, men nu havde vi også bevist det.

Lyngby på toppen af dansk fodbold

De næste mange år er Lyngby ikke til at komme udenom i toppen af dansk fodbold.

Klubben vinder pokalturneringen i 1984, 1985 og 1990 og er i de næste ti år nærmest uafbrudt i top tre i den bedste danske række, og det er vel kun et fremadstormende Brøndby-hold, der er mere succesfuldt i de år.

- Det var klart Lyngbys storhedstid og den gyldne æra i klubbens historie. Vi spiller med om mesterskabet hver sæson og er etableret som et af de bedste hold i Danmark, fortæller Michael Schäfer.

Det hele kulminerer i 1992. På sidste spilledag sikrer Lyngby sig sit andet mesterskab med en 1-0 sejr over B.1903 foran knap 11.000 tilskuere på Gentofte Stadion. Et mesterskab, som de ikke har vundet siden. 

Michael Schäfer har to år forinden stoppet karrieren, men er nu med på sidelinjen som assistenstræner for holdet.

En af de andre profiler fra mesterskabet i 1983 - Klaus Berggreen - er nu sportsdirektør. Men det er ikke længere unge talenter fra egen avl, der pryder holdet, som det var ved det første mesterskab, men dyrtkøbte spillere ude fra.

- Per Pedersen, Henrik ’Store Larsen’ og Torben Frank var blandt andet hentet ind, så vi havde givet den gas. Og det havde været en katastrofe, hvis ikke vi var blevet mestre, for der var brugt mange penge, fortæller Michael Schäfer.

Flere kilder fortæller til TV 2 Sport og TV 2 Kosmopol, at klubben allerede dengang var i økonomiske problemer. Og de problemer bliver værre cirka ti år senere. 

Pølsemanden og oldboysspillere må gå på banen

”Hasse, der er noget i gære, og det er ikke skidegodt. Klubben går konkurs, og vi får nok brug for din hjælp, for vi skal stadig spille om en uge”.

Nogenlunde sådan lød ordene fra Lyngbys daværende formand Mikkel Sørensen til Hasse Kuhn en dag i 2001. Tredjeholdstræneren arbejdede på det tidspunkt som pædagog i en skolefritidsordning, men han skulle snart få mere at se til.

Kort tid efter bliver Lyngby erklæret konkurs, men der mangler stadig en kamp i efterårssæsonen mod AGF, som skal gennemføres. Det har DBU besluttet.

Cheftræner Poul Hansen og spillertruppen er blevet fritstillet, og derfor må amatør-afdelingen i Lyngby Boldklub træde til. Hasse Kuhn er træner for tredjeholdet i klubben, og det er ham, der nu får opgaven at samle en flok amatører til at kunne spille kampen mod AGF.

- Jeg har en uge til at samle et fodboldhold, så det ender med, at vi får stablet et hold på benene med en blanding af tredjeholdsspillere, oldboysspillere og U19-spillere. Det var helt vildt, husker Hasse Kuhn.

En af de spillere, der går på banen mod AGF, er blandt andet John Skøtt, der i dag står bag disken og langer den berømte stadionpølse ud hos de kongeblå.

En anden er en ung Morten Nordstrand, som senere skal få en stor Superliga-karriere. En helt vild situation som er dømt til at gå galt - og det gør den også. For Lyngby ender med at få en lussing på 7-0.

- Det var vel fair nok, og så troede vi, at det var det. Det var allerede besluttet, at vi rykkede ned i Danmarksserien, så vi regnede ikke med, at vi også skulle spille kampene i forårssæsonen, fortæller Hasse Kuhn.

50 spillere til audition på en frossen grusbane

Men det skal vise sig kun at blive begyndelsen på den mest besynderlige sæson i klubbens historie.

For det bliver besluttet, at Lyngby skal spille de sidste 14 kampe i forårssæsonen færdig, og nu har Hasse Kuhn for alvor travlt. Han skal sammensætte en trup til landets bedste række på rekordtid, men med spillere, som ikke kan få en krone.

Og hvordan gør man så lige det?

- Vi lavede popstars i Lyngby. Jeg lavede en annonce i Ekstra Bladet, hvor vi søgte spillere til at komme til audition en dag i Lyngby. Spillerne skulle have minimum spillet i Københavnerserien eller Sjællandsserie, fortæller Hasse Kuhn med et grin.

Annoncen og udsigten til at spille i landet bedste række er noget, der tiltrækker et hav af spillere. Og en kold vinterdag på en grusbane i Lyngby dukker 50 håbefulde spillere op.

- Det blev noget rod, for det havde været frost om natten på grusbanen, så vi får lavet et lille område på 40 kvadratmeter, hvor 50 spillere skal vise sig frem, og efter de to timer valgte jeg så 30 spillere, som skulle være en del af første- og andetholdstruppen, forklarer Hasse Kuhn.

Men som dagene skrider frem, kan Hasse Kuhn godt se, at der er noget galt. Mange af spillerne er simpelthen for dårlige.

- Jeg kendte jo også selv en masse amatørspillere, og så skiftede jeg nogle ind og nogle ud undervejs, forklarer Hasse Kuhn.

Hyldet på Brøndby Stadion med flot afsked

Da vinterpausen er overstået, har Lyngby den nye spillertrup klar. Men holdet bliver af gode grunde ikke spået mange chancer i resten af sæsonen, men Hasse Kuhn er alligevel optimistisk.

- Jeg tænker, vi kan begå os. Vi var selvfølgelig undertippet, men jeg mente, vi havde et godt fundament med spillere i god form, der godt nok var rendyrkede amatører, fortæller Hasse Kuhn.

Men holdet er tynget af, at der ikke er flere penge i kassen. Hasse Kuhn render for eksempel rundt i en trænerjakke, hvor der står Poul Hansen på, fordi holdet blev nødt til at overtage det gamle tøj.

Et enkelt point bliver det til i forårssæsonen, da Lyngby spiller uafgjort imod Vejle, men Hasse Kuhn husker, at de blev behandlet godt af de andre Superliga-hold.

- Hver gang, vi var ude på de store stadions, fik vi gratis mad og en fodboldtrøje som tak for denne gang, så de var virkelig søde imod os, husker Hasse Kuhn.

Og i den sidste Superliga-kamp vil skæbnen, at Brøndby sikrer sig mesterskabet imod netop Lyngby på et udsolgt Brøndby Stadion.

- Efter kampen begynder fansene at hylde os. Faxe-tribunen synger, at de vil savne os, og de vil bare ikke slippe os. Det var utroligt stort, og det var noget af en rejse, fortæller Hasse Kuhn.

- Den sæson var crazy og virkelig hård, og jeg havde aldrig klaret det uden hjælp. I Lyngby har ingen glemt min indsats, og jeg bliver altid inviteret med til arrangementer, fortæller en stolt Hasse Kuhn.

Drømmen er at komme tilbage i toppen af dansk fodbold

Efter 22 år i træk i landets bedste række er det slut, men det skal blot tage Lyngby fem år, før klubben sensationelt er tilbage i det fineste danske fodboldselskab igen. Her har de været næsten konsekvent lige siden, men i 2018 er det ved at gå galt igen. 

Året starter kaotisk, da klubbens ejer Hellerup Finans går i betalingsstandsning, og klubben balancerer på randen af konkurs, men i 11. time træder en flok lokale venner, kaldet 'Friends of Lyngby', dog til og redder klubben.

Det er en lokal investorgruppe med blandt andet den nuværende Lyngby-spiller Andreas Bjelland om bord, og i dag er klubben ifølge direktøren et godt sted. 

- Vi er en sund og rask dansk klub med masser af talentudvikling og lokal forankring og opbakning, men vi er også en klub, der er lidt efter de andre store, og vi ligger i bunden og kæmper for at spille i den bedste række, fortæller direktør i Lyngby Andreas Byder.

Det bedste resultat siden mesterskabet i 1992 er en tredjeplads i 2017. Men drømmene og ambitionerne er større for en historisk klub som Lyngby.

- Jeg var jo selv fan og på stadion, da vi blev mestre i 1992, og det er det, vi går hver dag og drømmer om, at vi skal være den klub igen, fortæller Andreas Byder. 

- Lige nu er vi godt på vej med et nyt stadion, så vi kan spille 1000 kampe til, men det er den vej vi gerne vil, det er min klare målsætning, at vi skal tilbage til den storhedstid, det var i 1980’erne og 1990’erne, slutter han.