Send eller modtag et virtuelt kram: Overlægen Annette vil sprede glæde i hverdagen
Med Annette Ulrichs hjemmeside kan du sende og modtage virtuelle kram, der skal lune i en tid med afstand.
- Så, nu skulle den gerne være på vej.
Et par sekunder senere lyser telefonens skærm op. En sms er modtaget, og afsenderen er "Coronakram.dk". Da sms'en åbnes, står der "Et kram fra mig til dig" efterfulgt af en smiley.
Sværere behøver det ikke at være, når man som Annette Ulrich gerne vil sprede lidt glæde i en tid med coronavirus og afstand mellem mennesker.
- Jeg er sådan en person, der krammer meget. Jeg kan godt lide, når mine kolleger giver et klem på skulderen. Og når vi pludselig ikke må kramme mere, så tænkte jeg, at vi måtte kunne sende nogle kram virtuelt i stedet, siger hun.
Sammen med en samarbejdspartner har hun derfor fået hjemmesiden coronakram.dk på benene. Her kan man både sende kram til specifikke telefonnumre og til tilfælde numre, ligesom man kan skrive sig op til at modtage et af de tilfælde kram.
Arbejder selv med de sværest syge coronapatienter
Til daglig er Annette Ulrich overlæge i anæstesi på Rigshospitalets Hjertecenter. Her arbejder hun med nogle af de sværest syge coronapatienter.
- Vi har været enormt privilegerede, at ingen på afdelingen er blevet smittet. Til gengæld har det været imponerende at se så syge mennesker få så god en behandling, siger hun.
Hjemmesiden coronakram.dk har dog intet med Rigshospitalet at gøre. Projektet er stablet på benene på Annette Ulrichs eget initiativ.
- Vi går en mørk tid i møde, hvor vi dækker os til og pakker os ind. Jeg tror ikke, det er sundt for vores venlighed og sind, at vi mister afstanden og kontakten. Det vil nok være for meget at sige, at Coronakram.dk løser de problemer, men forhåbentlig kan det give nogle mennesker lidt glæde i hverdagen, siger hun.
I videoen i toppen af artiklen kan du møde Annette Ulrich og se, hvordan Coronakram.dk fungerer.