Oversigt

Seneste nyt

Skuespiller Jørgen Reenberg er død

Den tidligere kongelig skuespiller Jørgen Reenberg er død i en alder af 96 år.

Det oplyser hans familie til Politiken.

Reenberg, der regnes blandt det 20. århundredes største skuespillere herhjemme, sluttede karrieren ved udgangen af 00'erne efter 60 år som kongelig skuespiller.

Forfatter Me Lund udgav i 2012 en biografi om Reenberg. I den forbindelse sagde hun:

- Han investerer sig selv i hvert eneste ord og sætning. Selv om han står med en tekst, der ikke er guld, så gør han det til guld, fordi han aldrig tager en replik for pålydende, men lader sin fantasi gå på opdagelse og stoler på den.

At skulle fremhæve enkelte af Jørgen Reenbergs præstationer frem for andre fra en så lang karriere, vil unægteligt ske med en risiko for protester over det udeladte.

Næppe kommer man dog uden om Reenbergs fortolkning af "Admiralens Vise" i rollen som overadmiral Joseph Porter i opsætningen af Gilbert og Sullivans operette "Pinafore" på Det Kongelige Teater i 1955.

Foruden sin rolle som admiralen, har han leveret dybfølte tolkninger af store roller som blandt andet Horace i Moliéres "Fruentimmerskolen", Albert Ebbesen i Heibergs "Elverhøj" og som Meyer og Gamle Levin i Nathansens "Indenfor Murene".

Jørgen Reenberg boede i Virum.