Oversigt

Seneste nyt

25 sager med unge kriminelle svenskere siden april

Der har siden april i år været 25 episoder, hvor kriminelle grupper i Danmark har hyret unge svenskere til at udføre kriminalitet.

Det oplyser justitsminister Peter Hummelgaard (S) til DR efter et møde med National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og chefen for Rigspolitiet torsdag.

- Kriminelle grupperinger i Danmark har hyret svenske børnesoldater - det kalder jeg dem - til at udføre kriminelle gerninger, siger ministeren, der kalder udviklingen dybt foruroligende, til DR.

Blandt sagerne er skyderi på Blågårds Plads i København, et skyderi mod en 18-årig i en smykkebutik på Frederiksberg og senest et angreb på en kiosk på Hans Knudsens Plads i København med en håndgranat.

Onsdag skrev Ekstra Bladet på baggrund af et konfliktnotat fra NSK, at sager med unge bevæbnede svenskere, der er blevet anholdt på svensk grund, kan kædes sammen med et voldeligt opgør mellem den forbudte bande Loyal To Familia (LTF) og en unavngiven kriminel gruppe.

Ekstra Bladet skriver, at den unavngivne gruppe er dansk-svensk.

Peter Hummelgaard siger til mediet, at det er begge grupperinger, der gør brug af kriminelle ydelser fra unge svenskere.

Ministeren siger videre, at der er en lang række af de 25 sager, der ikke er kendt i offentligheden, fordi politiet har stoppet gerningsmændene, inden sagerne har udviklet sig.

På mødet torsdag har politiet efterspurgt nogle flere værktøjer.

De værktøjer inkluderer at udbygge politiets mulighed for at dekryptere informationstjenester og at gøre det muligt for politiet at bruge ansigtsgenkendelse.