Lydoptagelse afslører uhyggelig teori: Ansat smurte Nanna ind i ætsende kemikalie
En lydoptagelse mellem bostedsleder og en medarbejder afslører bostedets teori om årsag til handicappets død efter ulykke på bosted.
Da lægerne på Rigshospitalet lørdag formiddag den 1. juni kobler handicappede Nanna Kirstine Dahl fra sin respirator, er det kun et spørgsmål om tid.
Hendes nyrer er ødelagte efter en voldsom ætsningsskade, som hun har pådraget sig på et bosted i Græsted.
Derfor går der kun omkring otte timer efter Nanna er blevet vækket af sin koma, til hun sover ind med sin familie omkring sig.
Samme aften, som Nanna dør, ringer lederen fra Nannas bosted til en medarbejder for at orientere den ansatte om Nannas dødsfald.
- Så blev det tid. Hun er gået bort her ved 20-tiden, fordi hendes organer er stået af, fortæller bostedslederen til sin medarbejder.
Telefonsamtalen bliver optaget og derfor kan TV 2 Kosmopol nu fortælle, hvad der bliver sagt på optagelsen.
Det er en skyldbetynget bostedsleder, der betror sig til medarbejderen.
- Jeg har sagt 10 .000 gange til mig selv. Jeg skulle have gennemgået de der procedurer for rengøring til at starte med, i stedet for at prioritere psykisk arbejdsmiljø og alt muligt lort. Jeg beklager, at det her er sket. Jeg ved godt, at det er mit ansvar, siger lederen på lydoptagelsen.
Grunden til at lederen nævner proceduren for rengøringsmidler, skyldes årsagen til de omfattende ætsningsskader, som fører til Nanna Kirstine Dahls død.
Søndag morgen den 28. april bliver Nanna Kirstine Dahl fundet på sit værelse på bostedet Habitus Ny Mårumvej.
Hun har store røde plamager på kroppen og hun er smurt ind i både afføring og et ætsende rengøringsmiddel. Men der bliver aldrig fundet et rengøringsmiddel på Nannas værelse.
Derfor er det et stort mysterium, hvad der helt præcist er sket med Nanna og hvilket rengøringsmiddel, som har givet hende de voldsomme skader.
På lydoptagelsen er bostedslederen og medarbejderen ikke i tvivl. Det er en ansat, som har smurt Nanna ind i et ætsende kemikalie.
- Det er jo det, der er sket ik'? Der er en medarbejder, som er kommet ind og set, at Nanna har smurt lejligheden ind i lort. Og så er personen gået i panik og tænkt, at det her neutrale shampoo, det løser ikke situationen. Og så griber personen fat i noget rengøringsmiddel, siger medarbejderen til lederen i telefonen.
Lederen er enig med sin medarbejder.
- Jeg hører, hvad du siger. Jeg håber, at politiet kan hjælpe os. Jeg har kæmpet lige siden det her skete, for at finde ud af, hvad fanden der er foregået. Og finde ud af, hvem det er, der ikke siger, hvad der er sket. Og jeg er alvorligt bange for, at personen, som ikke fortæller, hvad der er sket, måske er blevet så chokeret, så de slet ikke er klar over, at de har gjort det, siger lederen og tilføjer:
- Jeg tror simpelthen, at klappen er gået ned for vedkommende. Hjernen har slettet det, resonerer bostedslederen.
Samtale mellem leder og medarbejder på Habitus-bostedet Ny Mårumvej
Bostedsleder:
Det er mit ansvar, at sådan noget ikke sker.
Jeg har sagt 10 .000 gange til mig selv. Jeg skulle have gennemgået de der procedurer for rengøring til at starte med, i stedet for at prioritere psykisk arbejdsmiljø og alt muligt lort.
Jeg beklager, at det her er sket. Jeg ved godt, at det er mit ansvar.
Jeg har slået mig selv i hovedet 10 .000 gange for alt muligt, jeg burde have gjort og skulle have gjort, for at det her ikke skulle ske.
Medarbejder:
Det er jo det, der er sket ik’? Der er en medarbejder, som er kommet ind og set, at Nanna har smurt lejligheden ind i lort.
Og så har personen gået i panik og tænkt, at det her neutrale shampoo, det løser ikke situationen.
Og så griber personen fat i noget rengøringsmiddel. Og det rengøringsmiddel har så åbenbart været et eller andet stærkere end bare gulvvask. Det er min hypotese.
Bostedsleder:
Jeg hører, hvad du siger. Jeg håber, at politiet kan hjælpe os.
Jeg har kæmpet lige siden det her skete, for at finde ud af, hvad fanden der er foregået.
Og finde ud af, hvem det er, der ikke siger, hvad der er sket.
Og jeg er alvorligt bange for, at personen, som ikke fortæller, hvad der er sket, måske er blevet så chokeret, så de slet ikke er klar over, at de har gjort det. Så hvor de bare har lukket ned.
Jeg nægter at tro på, at man kan være, undskyld, så kold en skid og gå og lade som ingenting i så lang tid. Jeg tror simpelthen, at klappen er gået ned for vedkommende.
Hjernen har slettet det. Ligesom man hører om incestofre, der glemmer det i 10-15 år.
TV 2 Kosmopol har siden Nannas dødsfald arbejdet på at få adgang til lydoptagelsen. Grunden til, at vi ønsker at vise de skjulte optagelser med bostedslederen, skyldes, at oplysningerne i optagelsen står i skærende kontrast til de forklaringer, som ledelsen i Habitus tidligere er kommet med til Socialtilsynet.
Socialtilsyn Hovedstaden holder efter Nannas dødsfald et såkaldt dialogmøde med ledelsen på Habitus. Både bostedslederen og direktøren for Habitus koncernen, Martin Godske, deltager på mødet.
TV 2 Kosmpol har fået aktindsigt i et referat fra mødet. I referatet skriver Socialtilsynet blandt andet:
- Det er påfaldende, at tilbuddet på den ene side forklarer, at rengøringsartikler eller andre ætsende stoffer ikke er tilgængelige for borgerne, og heller ikke var til stede hos Nanna. Men at der ingen mistanke er om, at en medarbejder har påført Nanna af skaderne. Begge ting kan ikke være rigtigt.
Vi vil gerne have spurgt direktøren i Habitus, Martin Godske, hvorfor de har sagt til tilsynet, at de ikke mistænker nogen ansatte, når bostedslederen på lydoptagelsen fortæller, at hun mener, at en medarbejder har gjort det.
Men hverken bostedslederen eller Martin Godske ønsker at udtaler sig. I en sms skriver direktøren:
- Den tragiske ulykke omkring Nanna efterforskes pt. af politiet. Vi håber snart denne efterforskninger færdig så alle kan få en afklaring.
Bostedet Ny Mårumvej i Græsted blev efter Nannas dødsfald lukket af Socialtilsynet.
Nordsjællands Politi, som efterforsker sagen, er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.