Berusede unge ølløbere måtte have ambulancehjælp
En nordsjællandsk pinsetradition gav travlhed hos Region Hovedstadens akutberedskab søndag.
Flere tusinde unge satte hinanden stævne i Snekkersten ved middagstid for at deltage i Ølløbet, en fire kilometer vandre- eller løbetur langs Strandvejen til Helsingør, hvor det gælder om at være hurtigst og indtage alkohol undervejs.
Nogle deltagere gik lidt for meget op i det sidste, og derfor måtte der ifølge Nordsjællands Politi rekvireres en række ambulancer for at hjælpe de alkoholforgiftede unge.
- Vi har i en periode haft travlt i forbindelse med løbet, men der er styr på det, og vi har sendt de nødvendige ressourcer derop, der derfra vurderer, hvem der skal have behandling, og hvem der skal hjem, lyder det fra Anders Damm-Hejmdal, der er cheflæge for Ambulancer i Regions Hovedstadens Akutberedskab.
Strandvejen blev i forbindelse med løbet spærret i et par timer for at sikre, at det ikke kom til sammenstød mellem gående og bilister.
Festen fortsætter nu ved Kulturværftet i Helsingør, og politiet følger med fra sidelinjen. Det vurderes, at omkring 7500 unge deltager i festlighederne.
- Vi vil godt opfordre til, at forældrene har lidt snor i deres børn og ringer til dem for at sikre sig, at de har det godt, siger politikommissær Christian Illum.
Søndag aften har Region Hovedstadens Akutberedskab gjort status over dagen.
Der er sammenlagt ringet 20 gange til 112 i forbindelse med Ølløbet.
- Vi sendte 13 transporter afsted, uden at der var tale om livstruende situationer. 23 personer blev behandlet på stedet, og én person blev bragt til skadestuen, fortæller Thomas Reimann, der er direktør for Akutberedskabet.
Vurderingen er, at festlighederne i Helsingør søndag ved 22-tiden er løjet så meget af, at der ikke længere er behov for assistance.
/ritzau/