DBU bakker op om VM i Saudi-Arabien i 2034
I et interview med RADIO IIII, fortæller DBU’s formand, Jesper Møller, at DBU bakker op om VM i Saudi-Arabien i 2034.
Udmeldingen kommer samme dag, onsdag, hvor FIFA’s medlemslande skal stemme om værtskabet for VM 2030 og 2034.
- Vi kommer til at nikke til det, der sker. For det har vi et mandat til, siger Jesper Møller til RADIO IIII.
Formanden vil dog ikke svare på, hvad DBU ville stemme i en eventuel afstemning om VM-buddene.
- Det er et hypotetisk spørgsmål, for der er jo ikke noget valg. Vi har været kritiske over for den del af processen, der ikke har frembragt flere bud at vælge mellem. Vi synes, FIFA skal leve op til de reformer, de indførte i 2016, siger han yderligere til RADIO IIII.