Disse personligheder sagde vi farvel til i 2024
2024 var et år hvor vi mistede flere store personligheder i hovedstadsområdet. Få overblikket her.
2024 blev et år hvor vi mistede flere store personligheder fra hovedstadsområdet, der gennem deres liv, har haft en stor betydning for dansk politik, sport eller kultur.
Alt fra en af dansk films store instruktører til 80'ernes fitnessqueen er gået bort.
Få overblikket i artiklen her og bliv klogere på, hvilken betydning de forskellige personer har haft.
Erik Clausen - Filminstruktør, manuskriptforfatter, billedkunstner og skuespiller
Født den 7. marts 1942 - Død den 30. oktober 2024
Erik Clausen voksede op i Københavns Sydhavn og er især kendt for sine film, hvori han beskrev arbejderklassens liv og problematikker.
Erik Clausen så livet fra en socialistisk søjle, hvilket også skinnede igennem i hans mange forskellige projekter.
Han spillede selv med i flere af sine egne film, og han delte blandt andet lærred med den folkekære musiker Kim Larsen i filmen 'Midt om natten'.
Det var også sammen med Kim Larsen, at han skrev sangen 'Vi er dem, de andre ikke må lege med'.
I forbindelse med Erik Clausens død var TV 2 Kosmopol en tur i Sydhavnen, for at høre om multikunstnerens betydning for bydelen og dens befolkning.
Ulf Pilgaard - Skuespiller og komiker
Født den15. november 1940 - Død den 28. oktober 2024
Den folkekære skuespillers talent blev allerede opdaget, da han under sit teologistudie deltog i forskellige teateropsætninger.
Siden skabte han sig en karriere, som i særlig grad har været defineret af hans virke i Cirkusrevyen, hvor han i 2010 kunne fejre 30 års jubilæum.
Mange husker nok hans parodier af Dronning Magrethe og Poul Nyrup.
Ulf Pilgaard har dog lavet meget andet end revy. Ifølge danskefilm.dk så har han medvirket i hele 44 film og 11 tv-serier, herunder Olsen Banden, Nattevagten og Arven.
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Jens Werner - Danser og vært på 'Vild med dans'
Født den 23. juli 1964 - Død den 9. juli 2024
Med flere mesterskaber i både ind- og udland er Jens Werner den mest vindende danske danser nogensinde. I 1994 vandt han verdensmesterskaberne i selskabsdans.
Mest af alt er han nok kendt for sin rolle som på TV 2 programmet 'Vild med dans', hvor han sad som dommer i hele 20 sæsoner.
Dans var på alle måder omdrejningspunktet for Jens Werners væren. Sammen med sin hustru, Anette Werner, drev han danseskolen Jens Werner Dans.
Jan Cocotte-Pedersen - Kok
Født den 6. juni 1950 - Død den 18. september 2024
Jan Cocotte-Pedersen, der blev 74 år gammel, blev den første dansker nogensinde til at vinde guld ved den prestigefulde kokkekonkurrence 'Bocuse d'Or, også kendt som det uofficielle verdensmesterskab for kokke, i 1989.
Han har generelt haft en stor betydning for dansk gastronomi, og hans restaurant La Cocotte var en af de første danske restauranter, der fik en Michelin-stjerne tilbage i 1983.
Det var dog ikke den eneste stjerne, der prydede hans renome, for i 1976 vandt han endnu en til Søllerød Kro.
Henrik Voldborg - Meteorolog og vejrvært
Født 7. april 1936 - Død 21. juli 2024
Da han var færdig med sin kandidat i matematik og fysik ved Københavns Universitet i 1961, blev han ansat som vejrvært på DR.
Derfra hjalp han danskerne gennem brandvarme somre, drivvåde efterårsdage og uhyrlige snestorme, helt frem til han stoppede i 2001.
Han var især kendt for sine finurlige formuleringer og sine endnu mere unikke, og ofte hjemmestrikkede (formoder jeg), sweatre.
Bent Mejding - Skuespiller
Født den 14. januar 1937 - Død den 12. november 2024
Bent Mejding var både kendt som teaterchef, skuespiller og instruktør. Han medvirkede sammen med Susse Wold i tv-serien 'Matador', hvor han spillede rollen som Jørgen Varnæs.
Ligeledes spillede han med i 'Olsen Banden', 'Edderkoppen' og 'Tro, håb og kærlighed'.
Senere blev han også teaterdirektør, blandt andet på Det Ny Teater, som han var med til at lede fra 1991 til 1996. Den sidste forestilling blev "Kærestebreve" på Det Ny Teater. Her spillede han som 80-årig endnu engang over for Susse Wold.
Morten Stig Christensen - Håndboldspiller
Født den 27. december 1958 - Død den 1. november 2024
Det er nok de færreste håndboldspillere, der kan prale af at have spillet 190 landskampe og været med til hele tre OL-slutrunder. Men det kan Morten Stig Christensen, der også igennem flere år fungerede som generalsekretær og direktør i Dansk Håndbold.
Efter hans strålende sportskarriere blev han studievært på TV 2, hvor han også senere avancerede til kanalens sportschef.
Morten Stig Christensen blev kun 65 år og døde af et hjertestop.
Kjeld Olesen - Politiker
Født den 8. juli 1932 - Død den 25. juli 2024
Kjeld Olesen gjorde politisk karriere i Socialdemokratiet og fungerede i en periode som partiets næstformand.
Han nåede i løbet af sit politiske liv at være både forsvarsminister, udenrigsminister og transportminister.
Den erfarne politiker sagde farvel til Christiansborg i slutningen af 80'erne for at udleve sin drøm om livet som sømand.
Louise Adrian - Leder af fangekoret
Født i 1964 - Død den 16. august 2024
For knap 30 år siden trådte Louise Adrian ind i de danske fængsler som organist.
Her tog hun senere initiativ til at stifte Fangekoret, der giver indsatte mulighed for at prøve kræfter med fællessang og musik både under og efter deres afsoning.
Rebecca Brüel - Sangerinde
Født den 12. april 1952 - Død den 17. januar 2024
Rebecca Brüel var vild, rebelsk og ung under ungdomsoprøret, som på mange måder formede hendes videre liv.
Gennem sang og komik gik hun kritik til det samfund, der omgav hende, og hun var ikke bange for provokere og bryde normer og grænser.
I starten af 1970'erne dannede hun bandet 'Jomfru Ane Band' med sin søster, og hun har lige siden lavet både revyer, spillet teater og udgivet musik.
Anne-Marie "Sisse" Reingaard - Skuespiller
Født den 23. september 1946 - Død den 10. oktober 2024
Skuespilleren Anne-Marie "Sisse" Reingaard har spillet med i mere end 20 danske film og lystspil.
Særligt fra 1960 til 1980 var hun et kendt ansigt i den danske offentlighed.
Hun har spillet med i serier som 'Matador' og 'Huset på Christianshavn' og har blandt andet spillet overfor selveste Dirch Passer.
Lisser Frost-Larsen - Fitnessqueen
Født i 1953 - Død den 27. juli 2024
Hun var en af de helt store profiler indenfor fitness og bodybuilding op gennem 70'erne og 80'erne.
Grundet hendes store viden og erfaring på området endte hun som chefredaktør på træningsmagasinet Workout og Fitness, hvor hun var i 15 år.
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Malene Sølvsten - Forfatter
Født den 20. september 1977 - Død den 20. oktober 2024
Efter kortere tids sygdom døde forfatteren Malene Sølvsten i en alder af kun 47 år.
I 2016 debuterede hun, efter et arbejdsliv i forskellige styrelser og ministerier, med sin første roman. Selv om hun kun fik otte år som fuldtidsforfatter, så blev det til hele syv bøger.
Særligt hendes fantasybøger fik stor ros og anderkendelse, og både i ind- og udland vandt hun flere priser for bøgerne.
Jan Sørensen - Fodboldspiller
Født den 14. maj 1955 - Død den 16. februar 2024
Fodboldspilleren Jan Sørensen startede sit fodboldliv i Glostrup FC.
Men hans evner med en bold bragte ham langt videre end plænen i Glostrup. Han har blandt andet spillet for de hollandske hold Ajax og Feyernord, og han har også haft rundet både tysk og engelsk fodbold.
I dansk regi blev det til 11 landskampe samt titlen som manager for FC Hvidovre.
Ulla Jessen - Skuespiller
Født den 21. november 1946 - Død den 15. november 2024
Film, serier og revy - skuespilleren Ulla Jessen nåede at prøve lidt af hvert.
Hun modtog gennem årene stor anerkendelse for sine optrædener.
Og talentet delte hun ud af i 30 år som underviser på Eventyrteatret i Søborg.
Spørg Os
Klik og stem på ugens udvalgte spørgsmål her +_
Peder Bundgaard - Tegner
Født den18. marts 1945 - Død den 5. august 2024
Han var manden bag coveret til Gasolins anden plade, og den professionelle tegner bidrog også til digteren Dan Turells visuelle identitet.
Rockmusikken fyldte meget i Peder Bundgaards liv, og faktisk står han bag så mange store dansk albumcovers (Sort Sol, Kashmir, Malurt, m.fl.), at han i 2023 blev optaget som æresmedlem i Det Danske Rock Akademi.
Et enkelt job fortrød han dog - nemlig den tegning af profeten Muhammed, som han lavede for Jyllands-Posten tilbage i 2005.
Alex Riel - Trommeslager
Født den 13. september 1940 - Død den 9. juni 2024
Den legendariske trommeslager Alex Riel startede sin karriere på den verdenskendte jazzklub Montmartre, der ligger i København.
Gennem årene har han spillet med et hav af store internationale navne som Dexter Gordon, Ben Webster, Bill Evans, Monica Zetterlund.
Han har gennem sin karriere vundet et hav af priser og blev i 1965 kåret til årets danske jazzmusiker.
Foto: Joachim Adrian/Politiken/Ritzau Scanpix
Søren Mørch - Historiker og forfatter
Født den 2. december 1933 - Død den 24. januar 2024
Søren Mørch var uddannet historiker og har blandt andet forfattet flere værker om Danmarkshistorien, herunder værket 'Den ny Danmarkshistorie'.
I sit private liv var han gift med den tidligere socialdemokratiske politiker Ritt Bjerregaard.
Søren Mørch blev for sine bøger tildelt Gyldendal-Prisen i 1990 og Rosenkjærprisen i 2003.
Hans-Erik Saks
Født den 7. februar 1956 - Død den 10. december 2024
Hans-Erik Saks var forfatter, instruktør og filmproducent.
Han er blandt andet kendt for at stå bag 'The Julekalender' og for de karakteristiske Jysk-reklamer med Lars Larsen.
Han sov ind den 10. december i sit hjem i Skovshoved og blev 68 år gammel.