DSB: Destinationsskiltene på S-togene er fuldt tilbage i 2025
For snart to år siden blev destinationsskiltene over dørene på S-togene dækket til, fordi skiltesystemet var blevet forældet og fuld af fejl.
Da vi tjekkede sidste år på den her tid lød meldingen så, at et ny skiltesystem var på vej.
- Udrulningen er lige på trapperne, og man kan derfor forvente at se de første, nye destinationsskilte på siderne af togene inden for ganske kort tid, oplyste DSB til TV 2 Kosmopol.
Nu er der snart gået et år mere, og de rejsende har ikke oplevet den store forandring.
Informationschef Tony Bispeskov siger til TV 2 Kosmopol, at DSB siden da har opdateret omkring 15 procent af togsættene.
- Vi har i alt 135 togsæt til S-tog og har udskiftet destinationsskiltene på cirka 20 togsæt, siger han.
Processen kan ikke gå hurtigere, forklarer informationschefen.
- Balancen, vi skal holde, handler om, at vi har brug for togene til at køre med vores kunder. Vi kan kun tage to togsæt ud om ugen, så der går noget tid. Det bliver først i løbet af næste år, vi kommer i mål, vurderer Tony Bispeskov.
DSB prioriterer skiltene foran og bag på på S-toget og siderne på togets forreste og bagerste vogne.
- Vi knokler for at få skiltene på plads på fronten, siden og enden, så man kan se, hvor toget kører hen. Derefter følger sideskiltene på de resterende vogne, siger Tony Bispeskov
Rådet indtil udrulningen er komplet er: Brug rejse-apps og tavlerne på perronen til at finde togets endestation.
Det er meget forskelligt, om du kan se linjen og endestationen på togvognene. Det skyldes, at nogle S-tog har fået nye skilte, mens andre venter på deres tur.