Oversigt

Seneste nyt

Eksperter advarer mod nye planer for Københavns Lufthavn

To førende eksperter i folkesundhed advarer nu mod planer om at udvide og udbygge Københavns Lufthavn, så der i fremtiden kan blive bedre plads til flere passagerer og flere flyankomster- og afgange.

Det skriver Danmarks Radio.

- Når man tænker på folkesundheden, er det ikke hensigtsmæssigt at udvide flytrafikken omkring lufthavnen, hvor der bor folk tæt på, lyder det fra Steffen Loft, der er professor i miljømedicin på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, til DR.

- Jeg vil opfordre til, at man er opmærksom på, at der kan være et problem ved at udvide i forhold til at udsætte flere mennesker for de her ultrafine partikler, som kommer fra flyene, siger Torben Sigsgaard, der er professor i miljømedicin ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Advarslerne kommer blandt andet på baggrund af en rapport fra april måned, der konkluderede, at området omkring Københavns Lufthavn er mere luftforurenet med ultrafine partikler end H.C. Andersens Boulevard.

Et flertal i Folketinget vedtog i efteråret sidste år en lov, der giver Københavns Lufthavn mulighed for at bygge om, så der bliver plads til flere flyholdepladser og anden udbygning.