Elpriserne styrtdykker og går i minus
Det viser tal fra elbørsen Nord Pool.
Det er den rå elpris, der rammer et negativt niveau tirsdag, så det vil ikke betyde fuldstændig gratis strøm for den almindelige forbruger.
Men der er penge at spare, hvis den store kogevask sættes over. Det siger Kristian Rune Poulsen, chefkonsulent i Green Power Denmark, der er talerør for den danske energisektor.
- Elpriser er sammensat af den rå elpris, som vil være et negativt bidrag, og så betaler vi for at få strømmen ført frem og nogle afgifter, siger han.
- Alt i alt gør det, at vi stadig betaler penge for at bruge strøm, men beløbet er noget lavere end de mange andre dage, hvor elprisen ikke er negativ.
Strømmen bliver billigst vest for Storebælt mellem klokken 14 og 15 tirsdag, hvor prisen kommer ned på 61,55 øre per kilowatt-time (kWh), når man inkluderer samtlige afgifter, viser data fra Norlys, som er en andelsejet energi- og telekoncern.
En time senere er det billigst øst for Storebælt med en pris på 62,69 øre per kWh.
Der har i 2023 været 302 timer, hvor prisen på el har været negativ ifølge Børsen. Dermed slås rekorden fra 2020.