Få overblikket: Her er der røde badeflag langs kysten

Søndag morgen er der røde badeflag 16 forskellige steder i hovedstadsområdet.

Med en udsigt til en søndag op mod 20 graders varme og enkelte lette byger, kan det måske friste med en tur i bølgen blå.

Men flere steder langs kysten i hovedstadsområdet er der søndag morgen røde badeflag. 

Det fremgår af badevand.dk.

Faktisk er der søndag morgen klokken 09.00 røde badeflag ved 16 badelokationer i TV 2 Komsomols sendeområde. 

Du kan få et overblik på kortet nedenfor.

Her er der ifølge badevand.dk hejst røde badeflag søndag morgen klokken 09.00.
Her er der ifølge badevand.dk hejst røde badeflag søndag morgen klokken 09.00.
Foto: Skærmbillede badevand.dk

Kvaliteten påvirkes af regn

De røde badeflag, der signalerer, at badevandskvaliteten er dårlig, er hejst følgende steder: 

Strandhus Mikkelborg i Fredensborg, Mikkelborg samt Rungsted Havn og Rungsted Strand i Hørsholm, Taarbæk Søbad og Bombegrunden i Lyngby-Taarbæk Kommune, Bellevue, Skovshoved Havbad og Skovshoved Syd i Gentofte Kommune. 

I Københavns Kommune er der hejst røde badeflag ved Kalvebod Bølge Badezone, Islands Brygge Havnebad, Halfdansgade Badezone, Fisketorvet Havnebad samt Havnevigen Badezone. 

Også på Københavns Vestegn er der røde badeflag ved henholdsvis Vallensbæk Strand og Brøndby Strand.

Hvad de røde badeflag skyldes de enkelte steder, står ikke klart.

Badevandskvaliteten bliver dog ofte påvirket, når der er faldet store mængder regnvand, som det var tilfældet lørdag. Det har specialist i badevandskvalitet hos ingeniørvirksomheden Niras, Sara Elsborg Starcke, tidligere forklaret til TV 2 Kosmopol. Det kan du læse mere om her. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik