Når det regner, går det galt: Enorme mængder spildevand ender i badevandet
I løbet af sommeren er flere badesteder blevet ramt af badeforbud. TV 2 Kosmopol undersøger, hvorfor danske systemer ikke er gearet til dårligt vejr.
Røde flag og stribevis af badeforbud har været varslet i flere af hovedstadsområdets kommuner denne sommer.
Senest er det gået ud over Furesøbadet, der blev kontamineret af E.coli bakterier.
Problematikken er dog ikke særskilt for enkelte, lokale områder. Det er faktisk et nationalt problem denne sommer, forklarer specialist i badevandskvalitet hos ingeniørvirksomheden Niras, Sara Elsborg Starcke.
- Badevandet har været meget påvirket det seneste stykke tid. Det skal man tage alvorligt, siger hun til TV 2 Kosmopol og henviser til de store mængder regnvand, som er skyllet ned over landet i løbet af sommeren.
100-årshændelse på vej?
I denne weekend har der tilmed varslet nedbør i mængder, der kaldes 100-årshændelser.
Selvom varslet siden er blevet justeret, lyder det fortsat, at der kan falde mange millimeter regn.
- Når der falder meget regn, bliver man nødt til at lukke spildevand ud i søer eller havet. Vores kloaksystemer kan faktisk ikke håndtere store mængder regn, siger badevandspecialisten.
Hun oplyser, at man kan blive meget syg af at bade i forurenet vand. Det er nemlig ikke bare de fækale bakterier, man skal frygte.
- Bakterierne dør relativt hurtigt, når de ikke er i et tarmsystem, så det er ikke dem, der er problemet. Der kommer også alt mulig virus, der kan gøre en meget syg, siger Sara Elsborg Starcke.
Ikke gearet til enorme mængder vand
Mange steder - og særligt i hovedstaden - er der såkaldt fælleskloakering. Det vil sige, at regnvand og spildevand samles i samme kloakrør, og det er en klar ulempe.
Det betyder nemlig, at meget større mængder vand skal renses på renseanlæg, og det kan de ikke altid holde til.
- Derfor vælger man, at lukke spildevandet ud i søer eller havet, da det er en bedre løsning, end at folk ikke kan trække ud i toilettet eller får oversvømmelser i kælderen, fortæller Sara Elsborg Starcke.
Store nedbørsmængder resulterede sidste år i en stor stigning i udledning af spildevand til vandmiljøet.
Ingeniøren skrev i april, at Hofors overløb til Københavns havneområder fra Svanemøllen til Valby er steget fra cirka 334.000 kubikmeter i 2022 til næsten 1,8 millioner kubikmeter i 2023.
Altså tæt på en seksdobling.
Foto: Badevand.dk
- Det vil betyde, at man skulle grave hele Rådhuspladsen og Strøget op
Skal vi så bare stille os tilfredse med, at vores kloaksystemer og renseanlæg ikke er gearet til massivt regnvejr?
Eksperter spår, at der kommer til at vælte meget mere regn ned i fremtiden som følge af klimaforandringerne, og derfor arbejder forsyningsselskabet Hofor på højtryk på at finde løsninger.
En af de løsninger er at opgradere fælleskloakeringen til separatkloakering.
Her indføres ekstra kloakrør, så et kloakrør udelukkende transporterer spildevand til renseanlæg, mens et andet udelukkende transporterer rent regnvand til åer, søer eller havet.
På den måde har renseanlæggene større kapacitet til at rense spildevand.
Men det er en større udfordring at opgradere fælleskloakeringen, der typisk findes i bynære områder som hovedstadsområdet.
Det forklarer Thomas Jensen, der er ekspert i klimasikring og skybrud hos Hofor.
- Det vil betyde, at man skulle grave hele Rådhuspladsen og Strøget op, og det ville koste mange milliarder, så det er ret urealistisk, at man kommer til at gøre det, siger han til TV 2 Kosmopol.
Løsningen findes i undergrunden
Derfor arbejder Hofor i stedet på at etablere enorme skybrudstunneler.
De spreder sig faktisk under Københavns gader netop nu, fortæller Thomas Jensen.
- Vi har snart en skybrudstunnel klar ved Kalvebod Brygge, og så kommer der yderligere en ved Svanemøllen og en i Valby, siger han.
De koster op mod 13 milliarder kroner. Til gengæld kan de rumme over 100.000 kubikmeter vand, og dermed er de dimensioneret til at kunne håndtere en 100-årshændelse, som netop kan ramme hovedstadsområdet i weekenden.
Stilhed før stormen
Men skybrudstunellerne hjælper næppe meget i weekenden, da de tidligst er klar til brug i 2026.
I stedet har Hofor forberedt sig til weekendens vilde vejr ved at sørge for at have så meget kapacitet som muligt i deres kloaksystem og bassiner.
- Vi har gjort alt, hvad vi kan. Nu er det bare stilhed før stormen, siger Thomas Jensen forud for weekendens regnvejr.
Desuden har Hofor etableret flere grønne løsninger, hvor regnvandet kan samle sig, så der bliver frigivet plads i kloakkerne.
Et af de steder er Karens Minde Aksen i Københavns Sydhavn. Det rekreative område er designet til at holde på 15.000 kubikmeter regnvand i tilfælde af skybrud.
Foto: Jonas Petri
Regnen skyller lort ud i badevandet
Der er altså flere løsninger på vej, som skal sikre hovedstadsområdet mod skybrud og udslip af spildevand.
Men indtil da må man forvente, at der fortsat kommer badeforbud som følge af udledningen af spildevand.
Og dertil følger nogle gode råd fra Sara Elsborg Starcke, specialist i badevandskvalitet hos Niras:
- Lad være med at bade, hvis der har været et kraftigt regnvejr dagen før. Hvis man har mulighed for det, så skal man lige give det et døgn, siger hun og fortsætter:
- Orienter dig altid på kommunernes hjemmesider før du skal ud og bade, så er du sikker på, at du ikke plasker rundt i forurenet vand.
I øvrigt har Trygfondens Kystlivredning udsendt følgende gode råd til, hvordan man undgår at bade i forurenet vand:
Tjek livreddernes flag – er der rødt flag, bør du blive på land
Tjek via appen Badevand, der dækker mange af landets badesteder
Undgå at bade, hvis du ikke kan se dine fødder, når du er i vand til knæene
Lad være med at gå i vandet i nærheden af spildevandsudløb lige efter et voldsomt regnskyl