Fire botilbud tvangslukket efter kritisable forhold
Vold, krænkelser og overgreb.
Sådan karakteriseres nogle af de kritisable forhold, der på blot fire år har tvangslukket mindst 19 botilbud flere steder i landet. Steder, der ellers skulle have været trygge rammer for både sårbare børn og voksne.
Det viser en ny opgørelse fra Fagbladet FOA.
- Det er jo børn, unge og mennesker, der har brug for hjælp, som bliver svigtet. Det er dybt problematisk, siger Thomas Enghausen, der er næstformand i FOA til TV 2.
TV 2 Kosmopol har dækket sagen om 30-årige Nanna Kirstine Dahl med udviklingshandicap, der var beboer på HabitusHuset Ny Mårumvej i Nordsjælland. Hun døde, efter hun pådrog sig store ætsningsskader på bostedet.
De fire bosteder i TV 2 Kosmopols område, der er tvangslukket er:
Tvangslukkede bosteder
Skovkær ApS i Fredensborg blev lukket ned den 19. januar 2021, fordi Socialtilsynet konkluderede, at borgernes trivsel i ”stærkt bekymrende” grad var udfordret. Tilsynet beskriver, at beboere blev udsat for både vold og overgreb.
OAS Huset i Melby blev lukket ned 9. oktober 2023. Det skete, fordi magtanvendelser ikke blev indberettet, og en babyalarm blev brugt i stedet for pædagoger.
Bostedet Breine-Åsen i Gilleleje blev lukket 19. januar 2023, fordi kvaliteten var udfordret af manglende pædagogiske kompetencer og højt brug af vikarer. Tilbuddet havde desuden fire ledere på 4,5 år, og den manglende stabile kompetente ledelse fandt tilsynet ”alvorligt bekymrende”.
Habitushuset Ny Mårumvej i Græsted blev lukket i juni 2024. Inden for omkring 30 dage var der tre alvorlige episoder i tilbuddet med tre forskellige borgere. En af borgerne pådrog sig så svære ætsningsskader, at hun efterfølgende afgik ved døden. Knap halvdelen af medarbejderne var ufaglærte, og tilsynet mente derfor ikke, at man kunne ”stå inde for kvaliteten”.