Oversigt

Seneste nyt

Forventet babyboom er udeblevet

Antallet af fødsler i Danmark er på bare ét år faldet med knap 5000. Man skal otte år tilbage for at finde et lavere antal fødsler.

Fra 2021 til 2022 faldt antallet af små nye danskere med 4693. I 2022 fik 57.291 danske kvinder et barn - otte procent færre end året før.

Det viser de nyeste tal fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

- Det lavere fødselstal er jævnt fordelt over hele landet og ikke et storbyfænomen, siger jordemoder Lene Friis Eskildsen fra landets største fødeafdeling på Hvidovre Hospital.

Hun udgør halvdelen af formandskabet for Dansk Kvalitetsdatabase for Fødsler (DKF) i RKKP.

Fødselstallet går naturligt op og ned. Men netop i disse år er der det højeste antal kvinder i den fødedygtige alder i 40 år.

Men efter et højt fødselstal i 2021 er fødselstrangen igen dalet, og det ser ud til at fortsætte.

- Tallene indtil nu i år fra hele Region Hovedstaden, der står for godt en tredjedel af de danske fødsler, viser, at vi lander på omkring samme lave fødselstal som 2022, siger Lene Friis Eskildsen.

Ifølge en prognose fra Dansk Regioner skulle fødselstallet nu være på over 70.000 årlige fødsler. Prognosen ramte altså langt over 10.000 fødsler forbi sidste år og med samme tendens i år.