Her er årets mest populære uddannelser

STEM-uddannelser oplever øget tilslutning, mens professionsuddannelserne mister ansøgere igen i år.

Den mest populære uddannelse i 2024 er en civilingeniør-bachelor med 4467 førsteprioritetsansøgninger.

Det er en stigning på 11 procent fra sidste år.

Det viser opgørelsen over de samlede ansøgninger til videregående uddannelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, efter at ansøgerne havde deadline fredag klokken 12.

I alt har 85.152 ansøgt om en videregående uddannelse i 2024, hvilket er en stigning på 1079 ansøgere siden sidste år.

Her er de mest populære uddannelser

Den 5. juli 2024 er ansøgningsfristen til kvote 1 faldet.

I alt har 85.152 personer sendt en ansøgning afsted inden for fristen, viser nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Det er en stigning på 1 procent i forhold til 2023, hvor 84.073 søgte om optagelse i kvote 1.

Ansøgere gennem kvote 1 bliver udelukkende optaget på karaktergennemsnit.

Her er de ti mest søgte uddannelser i kvote 1:

  • Civilingeniør: 4467 i 2024 (stigning på 11 procent fra 2023).

  • Medicin: 4118 (fald på 1 procent)

  • Pædagog: 3977 (fald på 10 procent)

  • Diplomingeniør: 3706 (stigning på 3 procent)

  • Psykologi: 3671 (stigning på 1 procent)

  • Sygeplejerske: 3624 (stigning på 1 procent)

  • Erhvervsøkonomi: 3471 (stigning på 6 procent)

  • Jura: 2967 (stigning på tre procent)

  • Folkeskolelærer: 2445 (fald på 7 procent)

  • Finansøkonom: 2200 (stigning på 6 procent)

Kilder: Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Der er generelt stigende antal ansøgninger til de såkaldte STEM-uddannelser, der er tekniske og naturvidenskabelige med blandt andet civilingeniører i folden.

Samtidig falder interessen for de velfærdsrettede professionsuddannelser.

Udvikling bekymrer minister

Det bekymrer ministeren for uddannelse- og forskning, at interessen for uddannelserne skævvrides.

- Det er min opgave at betragte uddannelseslandskabet i sin helhed, og der er en tydelig ubalance, udtaler minister Christina Egelund (M) i en pressemeddelelse.

Ministerens betragtning underbygges af listen over de mest søgte uddannelser og deres udvikling fra sidste år.

Nummer to på listen over de mest populære uddannelser er medicinstudiet.

På tredjepladsen ligger pædagoguddannelsen, der har taget et fald på 10 procent i forhold til sidste år.

Herefter følger diplomingeniøruddannelsen.

- Der er igen markante fald i søgningen til lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelserne, mens sygeplejerskeuddannelsen er stagneret på et lavt niveau, siger Christina Egelund i meddelelsen.

Kan give problemer

Den faldende interesse for velfærdsfagene kan give problemer i fremtiden.

- Det er bekymrende, når vi er på vej mod en tid, hvor små ungdomsårgange vil give mangel på studerende og arbejdskraft på tværs af sektorer og i mange brancher, lyder det videre fra ministeren.

Hos professionshøjskolerne kalder man på en omfattende og ambitiøs reform af professionsuddannelserne, så der kan tages fat om problemet.

Det anerkender Christina Egelund behovet for.

- Det bekræfter mig i behovet for reformer, der sikrer balancen i uddannelseslandskabet, og som samtidig åbner for, at flere internationale studerende kan uddanne sig i Danmark.

Ansøgerne får besked om optagelse på uddannelserne den 26. juli.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik