Mændenes Internationale Dag: Her halter mændene efter kvinderne
- Hvis ikke vi politisk får gjort noget, så er det min bekymring, at mænd også vil sakke bagud på uddannelsesområdet i stadig større grad. Det ville være spild af talent, siger Samira Nawa, medlem af Folketingets ligestillingsudvalg.
På hvilke områder mener du, at mænd er bagud med ligestilling i forhold til kvinder?
Det spørgsmål har TV 2 Kosmopol stillet alle partier, der er repræsenteret i Folketingets Ligestillingsudvalg, i forbindelse med Mændenes Internationale Dag.
Og trods forskellige politiske ståsteder, er der enighed om meget.
SF: Vi taler for lidt om mænds ludomani
- Jeg kunne nævne virkelig mange, desværre, siger SF's Carl Valentin, og fortsætter.
- Mænd begår oftere selvmord, har øget tendens til hjemløshed, og man må stadig omskære drengebørn uden medicinsk begrundelse. En ting, der særligt optager mig, og som er meget overset, er, hvor mange mænd, der lider af ludomani og har svært ved at få hjælp. 10,9 procent af den danske befolkning lider af spilproblemer, og langt de fleste er mænd og drenge. Det er et kæmpe problem, som vi taler alt for lidt om, siger Carl Valentin til TV 2 Kosmopol.
Danmarksdemokraternes medlem af Folketingets ligestillingsudvalg, Susie Jessen, mener, at mændene sakker bagud efter kvinderne i forhold til blandt andet skilsmisser.
- Mænd og drenges udfordringer er måske ikke så tydelige på dagsordenen, som kvinders. Jeg synes, det er fint, hvis man kan bruge denne dag til for eksempel at fokusere på, hvorfor mænd oftere bliver hjemløse, hvorfor mænd oftest er taberne, når der er konflikter ved skilsmisse, og hvorfor drenge falder mere bagud i skolen end pigerne.
Forældreorlov er en udfordring for mænd
- Der er flere områder, hvor mænd kan siges at være bagud. For eksempel oplever mænd ofte stigende udfordringer med mental sundhed og højere selvmordsrater, men søger sjældnere hjælp. Derudover har mænd stadig lavere forventet levealder end kvinder. Inden for forældreorlov er mænds muligheder også en udfordring, hvor traditionelle normer kan begrænse deres engagement og tid med børnene, siger Alternativets Christina Olumeko til TV 2 Kosmopol.
- Mit hjerte brænder for det problem, at drenge sakker længere og længere bagud i folkeskolen. Der er nu næsten en hel karakter i forskel ved afgangseksamen. Færre unge mænd end kvinder får en mellemlang uddannelse. Og færre får en lang videregående uddannelse. Der er mange andre problemer; hjemløshed, mere kriminalitet, dårligere helbred, fædre er mere stressede på job end mødre osv, siger Dina Raabjerg fra Konservative til TV 2 Kosmopol.
Radikale Venstre: Spild af talent
Samira Nawa fra Radikale Venstre hænger alarmklokkerne ud, når det kommer til mænd der vil sakke bagud på uddannelsesområdet - på grund af dårlig sundhed.
- Det er særligt på sundhedsområdet, at mænd halter bagefter. Mænd dør tidligere end kvinder, har en højere selvmordsrate og går mindre til lægen. Hvis ikke vi politisk får gjort noget, så er det min bekymring, at mænd også vil sakke bagud på uddannelsesområdet i stadig større grad. Det ville være spild af talent, siger Samira Nawa.
Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn mener generelt set, at der ikke er brug for mere kønskamp i Danmark.
- Jeg ser ikke det store behov for at måle kønnene op imod hinanden. Udfordringer og urimeligheder skal naturligvis bekæmpes, men er også problemer i sig selv, og ikke nødvendigvis i kraft af forskellen mellem mænd og kvinder. Der er ikke behov for mere kønskamp herhjemme – tværtimod. Mænd og kvinder er ikke ens, og skal heller ikke være det. Vi træffer forskellige valg i tilværelsen, har gennemsnitligt forskellige ambitioner, og det udarter sig også i forskellige resultater. Målet om resultatlighed mellem mænd og kvinder er en farlig ambition, der kun kan realiseres, hvis vi med statsmagten begrænser individers frie valg, siger Mikkel Bjørn til TV 2 Kosmopol.
LA: Drenges manglende beskyttelse mod omskæring er en udfordring
- Konkrete ligestillingsudfordringer er der ikke mange af i Danmark. De største for mænd, i min tid som ligestillingsordfører, har været mændenes manglende rettigheder til krisecentre, som der endelig er kommet styr på, og drenges manglende beskyttelse mod omskæring, som piger er beskyttet mod. Disse og flere andre udfordringer er alvorlige og kræver opmærksomhed, og her kan vi lade de statistiske forskelle gøre os klogere på relevant forebyggelse og indsats, siger Liberal Alliances medlem af ligestillingsudvalget, Solbjørg Jakobsen.
- Jeg har arbejdet længe med at sætte fokus på mænd - herunder fædre i sundhedssystemet. Her kan vi tage fat i mange områder, hvor mænd er mere udsatte end kvinder, siger Socialdemokratiets Gunvor Wibroe og fortsætter.
- Hvad sker der for eksempel, når man bliver far? Der er ikke mange, der ved, at nybagte fædre også kan rammes af efterfødselsreaktioner eller fødselsdepression. Faktisk er det helt op mod otte procent af alle nybagte fædre, som rammes af efterfødselsreaktioner. Det er næsten 5.000 fædre hvert år. Det er mange. Men det er slet ikke anerkendt på samme måde som hos kvinder. Og dermed har de her fædre ikke adgang til samme hjælp og behandlingstilbud som mødrene. Det mener jeg, at vi skal vi have gjort noget ved til gavn for de her fædre og deres børn, siger Gunvor Wibroe til TV 2 Kosmopol.
Venstre: Skræmmende statistikker
- Det er en fornøjelse at have en kampdag, hvor vi kan sætte fokus på de skræmmende statistikker, hvor mænd er overrepræsenterede. Hvis man kigger i bunden af samfundet, ser man, at flere mænd er hjemløse, narkomaner, alkoholikere og i fængsel. Mænd lever kortere end kvinder, begår oftere selvmord og lider oftere af psykiske problemer. Der er stadig mange vigtige kampe, der skal tages for mit eget køn, siger Venstres Jan E. Jørgensen, der suppleres af partifællen Christian Friis Bach.
- Der er grupper af unge mænd, som sakker markant bagud på uddannelse, og det er bekymrende, og det sætter sig også i en række andre udfordringer fra lavere indkomst til kortere levealder, siger Christian Friis Bach til TV 2 Kosmopol.
Enhedslisten, Moderaterne og Lars Boje Mathiesen mangler
TV 2 Kosmopol har rakt ud til alle partier, der er repræsenteret i Folketingets Ligestillingsudvalg. Enhedslistens medlem Rosa Lund har oplyst TV 2 Kosmopol, at hun holder ferie og derfor ikke har mulighed for at deltage, mens Moderaterne og løsgænger Lars Boje Mathiesen ikke har reageret på vores henvendelser.