Oversigt

Seneste nyt

Igen i år er der færre optaget på velfærdsuddannelser

Årets optagetal på de videregående uddannelser viser, at der i år er optaget fire procent færre studerende på uddannelser til pædagog, sygeplejerske, folkeskolelærer og socialrådgiver sammenlignet med sidste års optag.

Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Det lave antal optagne på velfærdsuddannelserne er bekymrende ifølge Camilla Wang, der er forperson for Danske Professionshøjskoler.

- Det er dybt bekymrende for hele Danmark, at vi optager for få studerende på samfundsbærende uddannelser, og det viser, hvor påtrængende det er med den reform, som regeringen har lovet, vil komme på den anden side af sommerferien, lyder det fra Camilla Wang på baggrund af dagens tal.

Allerede sidste år var tallet alarmerende lavt, skriver Danske Professionshøjskoler i en pressemeddelelse.

På pædagoguddannelsen er der tale om et fald på otte procent sammenlignet med sidste år.

På folkeskolelæreruddannelsen er der sket et fald på seks procent.

Siden 2015 er antallet af optaget på de fire store velfærdsuddannelser samlet set faldet med 14 procent.

Ifølge Camilla Wang skal der flere ting til, hvis antallet af optaget skal stige. Hun mener, at uddannelsernes kvalitet skal hæves markant, og de studerende skal have udsigt til flere praksisnære udviklingsveje i deres karriere. 

Flere af uddannelsesstederne ligger i København. Heriblandt Københavns Professionshøjskole.