Oversigt

Seneste nyt

Livreddere advarer om risiko for at drive til havs på SUP-boards

Trygfondens livreddere har i de første dage af badesæsonen gennemført 24 almindelige førstehjælpsaktioner og 149 forebyggende aktioner på badesteder rundt om i Danmark.

Det oplyser Trygfonden i en pressemeddelelse torsdag.

Det er især strandgæster med et badedyr eller et stand-up-paddle-board, også kendt som et SUP-board, der i sæsonens første dage har været i kontakt med en livredder, fortæller kystlivredningschef Anders Myrhøj.

Enten fordi fralandsvind har ført gæsterne for langt ud på havet, eller ved at livredderne har advaret dem om risikoen for det.

Han fortæller, at SUP-boards i de senere år er blevet et mere almindeligt syn på strandene.

- Det er ikke længere kun folk, der har erfaring med vandsport, der har dem med. Det er også hr. og fru Danmark og deres børn. Der er nogle, der går i panik og ikke selv kan komme ind til kysten, når de er drevet for langt ud, siger Anders Myrhøj.