Oversigt

Seneste nyt

Meget usædvanlig sommervarme på vej: 30 grader kan vente forude

Efter en rekordvåd juli og en kølig august vender de høje temperaturer nu tilbage til Danmark. Næste uge byder således på højtryk, sol og sommer.

Det skriver TV 2 Vejret.

Allerede mandag kan vi ramme 25 grader, der er grænsen for en meteorologisk sommerdag. Herefter bliver det gradvist varmere frem mod weekenden, hvor der forventes temperaturer på op mod 27 grader.

- Jeg vil ikke udelukke, at vi kan ramme 30 grader lokalt i slutningen af ugen, siger TV 2 Vejrets meteorolog Andreas Nyholm.

Mens temperaturer søndag til tirsdag ventes at ligge et sted mellem 19 og 25 grader, får temperaturen et nøk opad hen mod slutningen af ugen, og i weekenden forventes den at ligge på mellem 20 og 27 grader – vel at mærke i skyggen.

- Det betyder, at der er en god chance for, at vi får syv sommerdage i træk, siger Andreas Nyholm.