"Nogle reagerer vanvittigt": Pride-skilte revet ned og udsat for hærværk
Reklameskilte, der sender et positivt budskab om diversitet, er blevet udsat for hærværk flere steder i København.
Hvis man har befundet sig i hovedstadsområdet i denne uge, har det været svært at undgå Copenhagen Pride Week.
Ugen, der står i mangfoldighedens tegn, er blevet markeret rundt omkring, og flere steder er der også blevet sat reklameskilte op for at støtte op om LGBTQIA+-miljøet.
I starten af ugen kunne reklamebureauet bag et af Copenhagen Prides budskaber - Sylvester Hvid & Co. - så konstatere, at størstedelen af kampagnens skilte var blevet udsat for hærværk.
- Jeg er chokeret over, at man ikke engang kan sætte en kampagne op med et så positivt og fredeligt budskab, uden at det bringer folks pis i kog. Men det understreger også kun over for mig, at sagen er utrolig vigtig, siger Martin Munk Christensen, digital strategist & client director ved Sylvester Hvid & Co.
Martin Munk Christensen fortæller, at der sågar blev råbt "fags" efter ham og en samarbejdspartner, da de genopsatte reklameskiltene.
En nedsættende kommentar, som tydeliggør kampagnens vigtighed.
- Vores tanke med kampagnen var at iscenesætte LGBTQIA+-fællesskabets normbrydende og stolte værdier på en kreativ måde. Derfor har vi skabt en simpel annonce med glitter og regnbuefarverne fra Priden med en tekst, der bryder rammen for at skabe opsigt.
- Og vi må jo bare konstatere, at den har været så iøjnefaldene, at nogle reagerer så vanvittigt, som de gør. Man skal huske på, at det, vi oplever her, er jo det, som miljøet oplever året rundt - og så meget værre, siger han.
"Vi er der ikke endnu"
At en kampagne med et positivt LGBTQIA+-budskab rammes af hærværk, fortæller noget om, hvor inkluderende samfundet er blevet med tiden - eller mangel på samme.
Det mener i hvert fald Charlotte Mygdam Toft, der er frivillig i Copenhagen Pride, og som udtaler sig på egne vegne i artiklen.
- Vi er der ikke endnu. Vi har stadig en del at kæmpe for, og det er denne sag et godt eksempel på. Det er irriterende og synd, at man ikke kan have et så simpelt og vigtigt budskab hængende. Det handler jo bare om, at der skal være plads til alle, siger hun.
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen/TV 2 Kosmopol
Charlotte Mygdam Toft mener, at man skal se på hærværket med alvorlige øjne.
- Det er jo et problem, at nogle i samfundet reagerer på den måde, for vi skal alle lære at respektere hinanden. Der skal være plads til at kunne komme med et budskab om at være inkluderende.
Selvom reklameskiltene hurtigt blev blev genopsat, hang de der kun ganske kort. Torsdag kunne reklamebureauet nemlig endnu en gang konstatere, at skilte er blevet fjernet.
- Nu går vi ud og sætter dem op igen. Og hvis de så blive revet ned igen, så må vi endnu en gang ud og sætte dem op. Vi bliver ved med at sætte dem op, indtil de bliver siddende, siger Martin Munk Christensen.