Nu svarer Novo Nordisk på abekritik
Novo Nordisk møder kritik for de forsøgsaber, som medicinalvirksomheden ifølge eksperter kun kan have skaffet gennem vietnamesiske leverandører, der er beskyldt for at handle aber på det sorte marked.
Det skriver Jyllands-Posten.
Novo Nordisk har ikke ønsket at forholde sig til kritikken over for avisen. I en mail til TV 2 Kosmopol fortæller Novo Nordisk, at de i årevis har sikret, at alle dyr indkøbt i Novo Nordisk-regi kommer fra godkendte avlere på Mauritius eller i Vietnam.
Ifølge Novo Nordisk sikrer deres regler og tilsyn, at der ikke bruges vildtfangne aber til forsøg.
- Novo Nordisk har mere end 60.000 leverandører på tværs af alle dele af virksomheden. Som et generelt princip oplyser vi ikke navnene på vores leverandører. Der er en indbyrdes forståelse af dette virksomhederne imellem, og det gælder på tværs af vores forretning, skriver Novo Nordisk til TV 2 Kosmopol.
Novo Nordisk understreger desuden, at de ikke får aberne direkte fra de udenlandske leverandører, men via kontraktforskningsorganisationer.