Oversigt

Seneste nyt

Nye afsløringer får TV 2-muldvarps fortælling til at smuldre yderligere

TV 2s muldvarp i ‘Den sorte svane’, Amira Smajic, har flere gange påstået, at hun for længst har lagt sin kriminelle fortid bag sig.

Men den forklaring smuldrer nu, for så sent som i april og maj måned i år snød hun en håndværker for 65.000 kroner ved at fabrikere en falsk mail fra Skattestyrelsen og redigere i en anden mail fra Gældsstyrelsen.

Det kan TV 2 nu dokumentere ved hjælp af aktindsigter, opkaldslister, mails, sms-korrespondance og svar fra Skattestyrelsen og Gældsstyrelsen.

De nye oplysninger står i skarp kontrast til muldvarpens udtalelser i TV 2s dokumentar. Her fortalte Amira Smajic, at formålet med, at hun ville stå frem i dokumentaren, netop var at kappe alle bånd til den kriminelle verden.