Præsidentfruer og prinsesser besøger daginstitutioner - men ansøgertallet afslører et problem

Både kendisser og fagfolk har gennem årene besøgt de danske daginstitutioner for at se, hvad der gør dem så særlige, som de er. Alligevel kæmper pædagoguddannelserne med at tiltrække studerende.

Det er ikke hver dag, at en gruppe børn i en daginstitution starter dagen med at få deres madpakker gennemrodet af Secret Service.

Men det var faktisk præcis sådan, dagen startede for børnene i børnehuset Holte, onsdag den 6. juli tilbage i 2005.

Og det var ikke kun deres madpakker, som det amerikanske sikkerhedsapparat tog et grundigt kig på.

Hvert enkelt af de ca. 50 børn blev også kropsvisiteret af amerikanske agenter.

For den dag fik børnehuset Holte nemlig en helt speciel gæst på besøg – den tidligere amerikanske førstedame, Laura Bush, som selv havde ønsket at besøge en dansk institution.

quote Vi har vist fagfolk fra hele verden rundt i danske daginstitutioner, og min fornemmelse er, at vores institutioner har et rigtig godt ry ude i verden.

Jytte Hare, Tidl. medejer af Kindergarten Tours

Den tidligere førstedame er dog langt fra den eneste, der har fundet de danske daginstitutioner fascinerende.

Det fortæller Jytte Hare, som tidligere var med til at drive virksomheden Kindergarten Tours, der tilbød guidede ture i danske institutioner til udenlandske fagfolk indtil 2020. 

- Vi har vist fagfolk fra hele verden rundt i danske daginstitutioner, og min fornemmelse er, at vores institutioner har et rigtig godt ry ude i verden, siger hun. 

Men på trods af at de danske vuggestuer og børnehaver har et godt ry i udlandet, så tyder noget på, at pædagogfaget har knap så godt et ry herhjemme. 

Det fortæller Københavns Professionshøjskole, som for 6. år i træk oplever en nedgang i antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen. 

Har mistet hver tredje ansøger

Da ansøgningsrunden sluttede fredag formiddag, havde kun 1051 personer valgt at søge uddannelsen. 

Dermed er ansøgertallet på kun seks år gået fra 1604 til 1051 - et fald på 34 procent. 

Og det er et problem, mener rektor for Københavns Professions Højskole, Anne Vang Rasmussen.

- Det er vi selvfølgelig rigtig kede af. I særdeleshed fordi det danske samfund har brug for flere færdiguddannede pædagoger. Du kan nærmest ikke gå ind i en daginstitution i Region Hovedstaden, uden lederen fortæller, hvor svært det er at rekruttere. Derfor er det et problem, at faldet i antallet af ansøgere har bidt sig fast, siger hun til TV 2 Kosmopol. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_


Udlandet finder de danske institutioner "dybt fascinerende"

Der er ellers rig mulighed for at blive en del af et fagligt felt, der på verdensplan er helt fremme i skoene. 

Det fortæller Jytte Hare, der igennem mere end 30 år har arbejdet som pædagog, hvorefter hun var med til at starte firmaet Kindergarten Tours. 

- Mange af dem, vi har haft med på ture i danske daginstitutioner, har været dybt fascinerede af måden, vi gør det på her i Danmark, siger hun. 

Gennem årene har Jytte Hare gennemført mere end 50 guidede ture for fagfolk fra alt fra Kina til USA. 

Og det er særligt en ting, som de udenlandske pædagoger og forskere finder unikt ved de danske daginstitutioner. 

- I Danmark har vi en grundlæggende tillid til børnene. Vi er ikke bange for at tænde bål med, eller lade dem klatre i træer, snitte med knive eller lege alene, fortæller hun. 

Førstedamer og prinsesser i børnehaven

Det er ikke kun den tidligere amerikanske førstedame Laura Bush, der har fundet den danske pædagogik spændende. 

Det gjorde hendes forgænger, Hillary Clinton, også. Derfor lagde hun i 1995 vejen forbi fritidshjemmet 'Strandvejen'. 

Hillary Clinton nød tydeligvis sit besøg i det danske fritidshjem i 1995.
Hillary Clinton nød tydeligvis sit besøg i det danske fritidshjem i 1995.
Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix

Også Hertuginden af Cambridge, Catherine, tidligere kendt som Kate Middleton, har besøgt en dansk børnehave, da hun i 2022 brugte en time i skovbørnehaven Stenurten i Ballerup.

- Danmark er et fyrtårn med sin tilgang til de tidlige år og en kultur, der prioriterer den bedste start på livet, skrev hun forud for sit besøg på Twitter.

De tager billeder af puderum og udendørs barnevogne

Det er faktisk ikke helt ved siden af, det som hertuginden dengang skrev på Twitter. 

Det fortæller Annegrethe Ahrenkiel, som er lektor i pædagogik og uddannelse og leder af Center for Daginstitutionsforskning. 

- I Danmark lader vi i høj grad legen være styrende for børnenes liv, og vi lader dem også selv stå for legene, uden at der altid er voksne, der skal blande sig. Det tror jeg, mange af de udenlandske forskere ser op til, siger hun. 

Hun har også flere gange vist udenlandske fagfolk rundt i de danske institutioner, og hun fortæller, at hun flere gange har oplevet, hvordan de står og tager billeder af alt fra puderum til udendørs krybberum. 

quote Mange af dem, vi har haft med på ture i danske daginstitutioner, har været dybt fascinerede af måden, vi gør det på her i Danmark.

Jytte Hare, tidl. medejer af Kindergarten Tours

Hun forstår dog godt, at det kan være svært for uddannelserne at tiltrække nye studerende.

- For det første er faget ikke blevet talt særligt meget op af politikkerne. For det andet så skal mange kommuner spare, og der ansættes derfor mange pædagogmedhjælpere, hvilket jo giver et indtryk af, at det er et arbejde, der reelt ikke kræver den store viden eller uddannelse, siger hun. 

De unge har brug for en meningsfuld fortælling

På Københavns Professionshøjskole har de dog endnu ikke opgivet håbet om at vende den negative udvikling. 

Det er dog en udvikling, som de ikke kan vende alene. 

- Der er behov for politisk handling. Jeg mener, der skal tilføres flere penge til vores uddannelser så vi kan lave mindre hold og bedre undervisning. Og så tror jeg, der skal sættes mere fokus på mulighederne for efteruddannelse, fortæller Anne Vang Rasmussen, rektor for Københavns Professions Højskole.

Hun oplever nemlig, at nutidens unge i høj grad efterspørger et arbejdsliv med mulighed for udvikling og efteruddannelse. 

Og derudover, så er der brug for at få faget talt op, siger hun. 

- Når de unge hører om velfærdsuddannelserne, så handler det om at skulle udfylde et samfundshul og om at skulle være varme hænder. Men hvem vil være varme hænder? De unge har brug for at være en del af en positiv og meningsfuld fortælling. De skal vide, at de også i velfærdsfagene kan finde både faglig udvikling og selvrealisering i den pædagogiske verden, siger hun.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik