Leif har forgæves ventet i smerte på livsændrende operation

Regeringens akutplan fra 2023 holdt knap et år, før den nu vakler. Sådan lyder vurderingen fra sundhedsekspert. Det går ud over patienter, der oplever lange ventetider.

Leif Christensen elsker at gå lange ture med sin hund Elton. Sammen trasker de glædeligt kilometervis rundt i Farum. Elton får motion, og Leif Christensen får luftet tankerne i det fri. 

Men de seneste måneder er de behagelige gåture blevet kortere. Meget kortere. Brusken i Leif Christensens hofteskål er slidt væk, og knoglerne skraber og slider nu mod hinanden og skaber en stor og raslende smerte. 

Slidgigt i hoften lyder diagnosen.

- Jeg kan kun gå 500 meter rundt om huset nu, fortæller Leif Christensen til TV 2 Kosmopol.

quote Det er under al kritik, hvis patienterne ikke bliver oplyst om deres rettigheder.

Sophie Løhde (V), Indenrigs- og Sundhedsminister

Derudover oplever han en jagende smerte, når han bruger trapperne i sit hus, skal have sko og strømper på, og når hoften belastes for meget. Selv når han sover, slipper han ikke for smerterne.

- Når man går, så føles det lidt ligesom, at man taber det ene ben, forklarer han. 

Leif Christensens eneste redning er en operation, hvor han kan få en hofteprotese også kaldt en ny hofte.

Der er bare et enkelt problem. Ventetiden til operationen er på 70 dage.

- Nu lever jeg i et form for ubehageligt vakuum. Jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg prøver bare at vedligeholde mig selv både fysisk og psykisk, indtil operationen kommer. Det er ikke rart, siger den ellers friske 81-årige pensionist. 

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Bryder med behandlingsgarantien

Det er på trods af, at behandlingsgarantien dikterer, at han har ret til at blive behandlet inden for 60 dage. For bare et år siden skulle det ske inden for 30 dage, men regeringen forlængede fristen, så regionerne kunne følge med.

Derfor er udsigten til 70 dages ventetid meget uoverskuelig for Leif Christensen og hans hustru Katharina Byriel.

- Det er lang tid at se den, man elsker, lide. Det, synes jeg ikke, at systemet burde byde os, siger Katharina Byriel med en tåre i øjet.

quote Der er ingen, der har fortalt mig, hvilke rettigheder jeg har

Leif Christensen, Farum

Ifølge foreningen Danske Patienter er Leif Christensen langt fra den eneste, der ender med at stå i den langsommelige venteposition.

- Ventetiderne er meget lange, og det har de været siden corona-tiden. Derfor er der patienter med nedsat livskvalitet og smerter på lange ventelister, og det er selvfølgelig alvorligt, siger Morten Freil, der er direktør for Danske Patienter, til TV 2 Kosmopol.

Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen bekræfter overfor TV 2 Kosmopol, at regeringens ønske om at sænke ventetiderne ikke er gået som forventet.

- Målet om at sænke ventetiderne med akutpakken fra 2023 er ikke lykkedes i nært det omfang, som man gerne ville, siger han til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Morten Freil pointerer, at Leif langt fra er den eneste, der skal vente længe på en operation.
Morten Freil pointerer, at Leif langt fra er den eneste, der skal vente længe på en operation.

Forventer at nå i mål inden året er omme

På trods af en behandlingsgaranti på 60 dage, så ligger den gennemsnitlige ventetid i Region Hovedstaden på over 60 dage siden 2021. I første kvartal i år lå den på 62 dage. 

Men det vækker ikke bekymring hos regionsrådsformanden, Lars Gaardhøj (S), der pointerer, at ventetiderne falder.

- Jeg vil gerne have, at vi kommer endnu længere ned. Patienterne forventer at blive behandlet hurtigt, og det forventer jeg også, at vi kan levere, siger han til TV 2 Kosmopol.

Er det fair, at en patient skal vente 70 dage på sin operation?

- Nej, jeg synes, at man skal komme til så hurtigt som overhovedet muligt, og som sagt, så er grænsen i offentligt regi 60 dage, svarer Lars Gaardhøj.

Hvad vil i gøre fremover for at sikre, at ventetiderne falder?

- Vi er i det lange, seje træk. Vi forsøger at finde flere midler, så vi kan få opereret noget mere, svarer regionsrådsformanden.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Lars Gaardhøj (S) forventer, at ventetiderne falder i fremtiden.
Lars Gaardhøj (S) forventer, at ventetiderne falder i fremtiden.

Leif har ventet forgæves

Leif Christensens udfordringer med det offentlige stopper dog ikke her. For ifølge ham leverer regionen ikke altid det, som de egentlig er påkrævet.

Leif Christensen har nemlig ret til at blive behandlet på et privathospital, hvor ventetiderne som regel er meget kortere, fordi hans ventetid overskrider de 60 dage.

Den information har han dog aldrig fået, mener han.

- Der er ingen, der har fortalt mig, hvilke rettigheder jeg har, så jeg gik ud fra, at det eneste, som jeg kunne gøre var at vente de 70 dage, siger han.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Og heller ikke den her situation er fremmed for Danske Patienter.

- Det er helt klart vores oplevelse, at patienter ikke bliver tilstrækkeligt informeret eller hjulpet til et bedre tilbud, som de har krav på, hvis regionerne ikke selv kan overholde ventetidsgarantierne, siger Morten Freil.

quote Her er vi ikke lykkedes, som vi gerne vil

Lars Gaardhøj (S), regionsrådsformand, Region Hovedstaden

Under al kritik, mener minister

Leif Christensens sag får da også sundhedsminister, Sophie Løhde (V), til at spærre øjnene op.

- Det er under al kritik, hvis patienterne ikke bliver oplyst om deres rettigheder. Ingen kan benytte sig af et frit valg, hvis ikke man kender sine rettigheder, siger hun til TV 2 Kosmopol.

Derfor vil regionsrådsformanden også beklage over den behandling, som Leif Christensen har fået af det offentlige i regionen.

- Vi kan altid blive bedre til at informere, og det må vi sige, at den konkrete sag er et eksempel på. Her er vi ikke lykkedes, som vi gerne vil, erkender Lars Gaardhøj overfor TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde (V), mener, at det er under al kritik, hvis regionen ikke informere sine patienter om deres rettigheder om et udvidet frit sygehusvalg.
Indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde (V), mener, at det er under al kritik, hvis regionen ikke informere sine patienter om deres rettigheder om et udvidet frit sygehusvalg.

Udsigt til lange gåture med Elton igen

Det er i sidste ende TV 2 Kosmopol, der fortæller Leif Christensen om sine rettigheder, og derefter er han selv gået til sagen. 

Han ringer først til Gentofte Hospital, som fortæller ham, at han har ret til at vælge et privathospital. Derefter ringer han til privathospitalet Adeas, som han henvises til.

Til slut får han en tid til en operation hos et privathospital den 29. maj. Det er over en måned før hans oprindelige tid hos det Gentofte Hospital.

- Det er en stor lettelse. Nu kan jeg ligesom se fremad, fordi der sker noget, som helt klart peger den rigtige vej, siger han.

Derfor er der nu udsigt til, at Leif Christensen og hunden Elton kan komme ud på deres lange gåture igen på den anden side af operationen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik