Rekordmange flyver på efterårsferie
Det skriver Danmarks Radio, der har talt med rejseselskaber samt Københavns Lufthavn.
Sidstnævnte forventer ifølge Danmarks Radio 100.000 flere passagerer i efterårsferien i forhold til sidste år.
Særligt i dag, fredag den 11. oktober, bliver en stor rejsedag, hvor Københavns Lufthavn anslår, at 108.000 passagerer vil gå gennem terminalerne.
Udviklingen er "ærgerlig", mener Lars Kjerulf Petersen, seniorforsker i miljøsociologi på Aarhus Universitet.
- Der er rigtig mange gode, fede måder at rejse på, som ikke involverer fly. Og fly er altså en af de allermest CO2-tunge ting, man kan gøre som enkeltperson. Tager du flyet, så har du opbrugt årets CO2-kvote, siger han til Danmarks Radio.