Særligt insekt er blevet en stor plage - især i hovedstadsområdet
Et lille vingeløst insekt - skægkræ - er de senere år flyttet ind i mange danske hjem.
Dyret er uskadeligt for mennesker, men det kan gnaske løs af papir og pap og gemme sig i mel- og grynpakker i køkkenskabe.
Nu skal en ny kampagne hos Miljøstyrelsen give plagede boligejere råd og vejledning om, hvordan man undgår at få de små kræ ind og slipper af med dem, hvis det alligevel sker, forklarer chefkonsulent i Miljøstyrelsen Elisabeth Paludan.
- Der er undersøgelser, der viser, at skægkræ er et voksende problem. Og når vi spørger rundt, lyder det som om, at det er ved at være rimeligt almindeligt at have skægkræ derhjemme, siger hun.
Videncenteret Bolius fik i december 2023 lavet en undersøgelse, der viste, at 14 procent af de adspurgte havde haft skægkræ i deres bolig. Det var en stigning fra otte procent i januar 2022 og blot fire procent i december 2020.
Undersøgelsen viste også, at det især er folk i hovedstadsområdet, der har haft besøg af skægkræ.
Meget tyder på, at skægkræ, der nemt kan forveksles med det beslægtede insekt sølvfisk, kommer ind i vores hjem via papkasser med varer, der eksempelvis er bestilt over internettet.