Oversigt

Seneste nyt

Styrelse advarer: Pas på skadeligt kloakvand

Varslinger om ekstrem regn og oversvømmelser i morgen øger risiko for sundhedsskadeligt kloakvand.

Styrelsen for Patientsikkerhed advarer folk mod at komme i kontakt med kloakvand i tilfælde af oversvømmelser.

Det skriver styrelsen på sin hjemmeside fredag.

Flere kommuner forbereder sig på risikoen for oversvømmelser på grund af de varslede store regnmængder.

Oversvømmes ens bolig, bør man især holde øje med, om der er tale om kloakvand, lyder det fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Vandet kan nemlig være farligt, siger Charlotte Hjort, enhedschef i styrelsen.

- Kloakvand kan indeholde sundhedsskadelige bakterier, vira og andre mikroorganismer fra menneskers fækalier og rotter.

- Det kan betyde risiko for infektioner og gener fra mave, tarm og åndedrætsorganer, siger hun.

Hvis det voldsomme regnvejr får ens kloak til at løbe over, og vandet ender inde i boligen, skal man have fat i gummistøvler og handsker, inden man går i gang med at fjerne vandet, lyder det videre fra Charlotte Hjort.

Kloakvandet bør nemlig ikke komme i kontakt med huden. Man skal også sikre sig, at man ikke får vandet i øjnene eller munden.