Oversigt

Seneste nyt

Svensk togstrejke afblæst: Øresundstog holdes i gang

En strejke fra det svenske fagforbund Seko er blevet afblæst. Dermed kan togtrafikken over Øresundsbroen, der stod til at gå i stå, fortsætte.

Det skriver Seko i en pressemeddelelse.

Den varslede strejke er blevet afblæst, fordi Seko har indgået et forlig med Almega Tågföretagen, der er branche- og arbejdsgiverorganisation for togselskaberne.

- Dette forlig løser selvfølgelig ikke alle de problemer, der findes i branchen, men det er et fremskridt, siger Sekos forbundsformand, Gabriella Lavecchia, i pressemeddelelsen.

Strejken var varslet til at gå i gang mandag klokken 15, hvis parterne ikke var blevet enige. Den ville blandt andet have omfattet de lokoførere, der kører Øresundstogene.

Mandag morgen var forhandlingerne mellem parterne stadig i gang.

- Har stået på hele natten og er stadig i gang, skrev Sekos kommunikationschef, Jonas Pettersson, til det svenske nyhedsbureau TT.

Konflikten har primært handlet om spørgsmål vedrørende arbejdstider og planlægning, skriver TT.