Oversigt

Seneste nyt

The Body Shop overlever

Fire tidligere ansatte hos butikskæden The Body Shop har købt rettighederne til at drive brandet i Danmark og Sverige.

Det skriver kæden, som sælger kosmetik og hudplejeprodukter, i en pressemeddelelse tirsdag.

I Danmark gik selskabet bag konkurs i begyndelsen af året, hvilket medførte lukning af 15 butikker. Det skyldtes afledte effekter af, at kæden var kommet i problemer i England.

Gruppen vil forsøge at fremtidssikre virksomheden med en forretningsmodel, der fokuserer på digital udvikling, lyder det.

En af de første ting bliver dog at støtte op om de privatejede The Body Shop-butikker, der fortsatte med at drive forretning på trods af konkursen, der ramte 15 andre butikker.

De såkaldte franchisebutikker findes der ifølge kæden over 20 af, skriver den i sin meddelelse tirsdag.

Den danske afdeling af The Body Shop har ifølge cvr-registeret haft hovedsæde på Amagertorv i København.