Tidligere "Vild med Dans"-dommer Jens Werner er død
Jens Werner har været verdensmester i selskabsdans og mangeårig dommer i "Vild med dans". Han blev 59 år.
Danser og tidligere "Vild med dans"-dommer Jens Werner er død efter længere tids kræftsygdom.
Det oplyser hans familie i en mail til Ritzau. Han blev 59 år.
Han var gennem 20 sæsoner dommer i "Vild med dans" - alle de år programmet har kørt i Danmark.
I mailen fremgår det, at Jens Werner sov ind den 9. juli.
- Jens var ikke blot en enestående atlet, dommer, underviser og foredragsholder, men også en yderst kærlig og omsorgsfuld ægtefælle, far, søn, bror, svoger og onkel, skriver familien i mailen.
Jens Werner efterlader sig ægtefællen Anette Werner og to børn.
Mest vindende danser
Han er den mest vindende danser i danmarkshistorien med flere mesterskaber i både ind- og udland og blev blandt andet været verdensmester i selskabsdans i 1994.
Werner oplyste i foråret 2023, at han havde fået konstateret kræft. Han fortsatte dog som dommer i en sidste omgang "Vild med dans" i 2023-sæsonen, som sluttede i november.
- Jeg har fået alt det med mig, som det univers kan tilbyde, og jeg har givet alt, hvad jeg overhovedet kunne, sagde Jens Werner forud for sidste års finale af danseprogrammet.
Han har desuden fortalt, at han på daværende tidspunkt ikke havde tilstrækkeligt overskud til venner og familie, fordi programmet, som han i sin tid selv var med til at stable på benene, fyldte så meget i hans liv.
Danseskolen fortsætter
I maj gav han lyd fra sig i en video på sin profil på det sociale medie Instagram, hvor han fejrede 30 året for sejren ved verdensmesterskaberne i selskabsdans.
- En stor, stor drøm og kæmpe målsætning skete den dag i Valby Hallen. 30 år. Keep fighting (bliv ved med at kæmpe, red.), sagde han i den video.
Jens Werner var desuden indehaver af en danseskole, som han har drevet med sin hustru.
Den fortsætter, fremgår det af mailen fra familien.
- Danseskolen vil fortsætte med at videreføre Jens' danseånd, passion og glæde, skriver familien.
Bisættelsen af Jens Werner finder sted 19. juli i Skt. Pauls Kirke i København.