To røde streger på S-togenes sæder skal nu ændre de rejsendes vaner
DSB vil bruge to røde streger til at nudge passagerer til at sidde tre på række.
S-togene har fået den største makeover nogensinde.
Den indebærer blandt andet nyt design af togenes sæder, der får skiftet det velkendte blå mønster ud med et gråt et af slagsen.
- Vi har lavet et lidt mere moderniseret design, siger Charlotte Saltoft Kjærulff, kundechef i DSB, til TV 2 Kosmopol:
- S-toget er jo i et design, der var oppe i tiden tilbage i 90'erne, så det har vi ændret på, så det bliver mere nutidigt og mere roligt for øjet.
I det nye design er to røde streger taktisk placeret på sæderne. De skal indikere, at der altså er plads til tre personer i en "sofa", som DSB selv kalder sæderne i S-toget.
- De er designet, så der godt kan sidde tre personer, og det er lidt svingende, om passagererne udnytter det, siger Charlotte Saltoft Kjærulff.
DSB vil derfor bruge de røde streger til at gøre det nemmere at sige til sine medpassagerer, at man gerne vil sidde ved siden af dem.
- Det er en hjælp til at vise, at det kan man faktisk godt, siger hun.
Så en form for nudging?
- Det kan man godt kalde det, ja. Men også hvis man ikke vidste det, eller var i tvivl, så kan sådan en streg måske hjælpe lidt, siger hun.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Spritnye S-tog på vej
135 togsæt skal have renoveret interiøret, og i denne uge kom det første tog på skinner igen efter forvandlingen.
Foruden betrækket har sæderne også fået mere skum i sig, så de forhåbentlig bliver mere behagelige at sidde på, siger Charlotte Saltoft Kjærulff.
Du kan se flere billeder af S-togene i galleriet herunder:
DSB kunne sidste år fortælle, at den næste generation af S-tog vil ramme de danske togbaner i 2029, og de vil være førerløse.
- Den nuværende S-bane har nået sin maksimumskapacitet i myldretiden, og vores nuværende generation af S-tog skal udskiftes inden for 15 år, sagde direktør for DSB Strategi og Togmateriel Jürgen Müller dengang.
Men selvom S-togene skal udskiftes inden for en overskuelig fremtid, giver det stadig god mening at renovere de nuværende, mener Charlotte Saltoft Kjærulff.
- De nye S-tog kommer efter planen fra 2029, men der vil være en lang indkøringsperiode, fordi de er tænkt til at være førerløse, siger hun:
- Så derfor skal vi stadig se ind i, at de nuværende S-tog skal køre i mange år endnu.
DSB forventer, at alle S-tog er opfrisket i 2027.