Unge Ravne vokser: Maria går med på natklub som en søster eller ven
Natteravnene fylder mandag 25 år. Ungdomsindsatsen Unge Ravne oplever lige nu en vækst i antallet af frivillige. Initiativet begyndte i 2019 i København og består udelukkende af unge.
Mandag den 6. marts er det 25 år siden, at Natteravnene første gang gik på gaden i Helsingør.
Natteravnene har gennem årene oparbejdet stor erfaring i at skabe tryghed i natten, derfor valgte man i 2019 at supplere med en ny ungdomsindsats.
Det resulterede i, at Unge Ravne blev stiftet i København i 2019 som det nye skud på stammen. Initiativet har især i det seneste år fået mange nye frivillige.
De er mellem 20 og 30 år, og deres indsats adskiller sig ved, at de kan begive sig helt ind i festens midte.
- Vi kan komme ind på natklubberne og på barerne - her kan vi bidrage til, at unge mennesker kan gå i byen med ro i maven, siger 26-årige Maria Lind Pihl, der har været med i Unge Ravne siden oktober 2020, til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Unge Ravne
Deler samme historie
Maria Lind Pihl er efterskolelærer og bor til dagligt på Amager. Hun er på gaden i København omkring otte til ti gange om året.
- Vi går typisk efter aldersgruppen 13 til 25 år, så vi er lidt mere jævnbyrdige med de unge. Natteravnene har måske mere en forældrerolle, mens vi er en ven, bror eller søster, siger Maria Lind Pihl.
Hun kan personligt selv mærke, at hendes egen alder betyder noget, når hun møder unge mennesker i nattelivet.
- Jeg kan som ung kvinde komme ud til nogle andre, end en fuldvoksen mand kan. Jeg kan måske nå ud til en usikker pige fra 1.g, som er til en fest, hvor der er fart på. Man deler samme historie med hende, siger Maria Lind Pihl.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Bliver set og brugt
De unge frivillige bærer ligesom de lidt ældre frivillige i Natteravnene den karakteristiske gule farve i form af en gul bæltetaske.
Unge Ravne bærer altså ikke de gule jakker, og det kan hjælpe med at blende lidt mere ind i nattelivet, siger Maria Lind Pihl. Det lykkedes rigtig godt. Særligt husker hun tilbage på to episoder under den såkaldte puttefest i Dyrehaven nord for København i 2021.
- Der var fart på, men der var megagod stemning. Men nogle gutter hev så fat i os, og sagde, at der lå en pige et sted, som var meget fuld. De var sådan lidt: ‘Nu siger vi det lige til jer-agtigt’, og så fik vi bugseret hende over til samaritterne.
- I et andet tilfælde kom en gruppe piger og sagde til os, at en mand tog billeder, når de skulle tisse. De vidste ikke lige, hvad de skulle gøre, men vi hjalp dem med at gå til politiet. Det gør et kæmpe indtryk, at de unge ser os og bruger os aktivt. Det betyder rigtig meget, at jeg kan bidrage med tryghed, siger Maria Lind Pihl.
Initiativet Unge Ravne startede i København i 2019 og kom til Aarhus i sommeren 2021. Den frivillige indsats har vokseværk og åbner en ny lokalafdeling i Odense til sommer. Ved udgangen af 2021 havde Unge Ravne lidt over 75 frivillige. I dag har de omkring 150.
I de kommende år satser Unge Ravne på at bygge en stærk tilstedeværelse op i de tre største byer.