Verdenspressen camperede foran universitetet. Da dommen faldt, stod Danmark rasende og ydmyget tilbage

Denne artikel blev første gang udgivet i december 2023, men vi mener stadig den er relevant at læse.

Det er tidlig eftermiddag den 21. december 1909, da en nyhed slipper ud fra komitéen på Københavns Universitet.

Pressen får nys om, at Cooks bevismateriale nu er gennemgået og vil blive forelagt på en form for pressemøde inden længe.

Journalister fra hele verden, der nærmest har belejret fakultetet de seneste 14 dage, stimler sammen og får udleveret verdens mest imødesete rapport.

Dommen?

Komitéen er efter lange og grundige inspektioner nået frem til…

… at beviserne ikke beviser noget som helst.

Cooks kasse med såkaldte beviser er slet og ret ubrugelig. Den indeholder ikke gangbare beviser, og derfor bakker den altså heller ikke op om Cooks påstand om, at han skulle have nået Nordpolen.

Tværtimod kan man mellem linjerne læse, at komitéen anser Cook som en svindler eller ”en meget enfoldig person”, som Politiken skriver.

- Den, der ikke har sine observationer i orden, kan ikke bevise, at han har været ved Nordpolen. Han kan ikke engang selv vide, at han har været der, siger komitéformanden professor Strömgren og tilføjer til Politiken, at ”begavet, det er Cook just heller ikke”.

Den arktiske tragikomedie

Skandale! Bedrag! Svindel! Humbug!

De danske aviser er rødglødende dagen efter.

Avisen Dannebrog beskriver Cook som ”samtidens største svindler” og kalder afsløringen et slag, der ”med særlig styrke vil ramme os danske, vi, der tog imod ham med åbne arme, viste ham stor hæder og fremfor nogen tog ham i forsvar, da angriberne faldt over ham”.

”O, hvad er det ikke for dejlige timer, denne store, smarte amerikaner har skænket. Men nu er det forbi. Snip, snap, snude, nu er potten ude”, skriver Ekstra Bladet i en ironisk hyldest til svindleren.

Nationaltidende navngiver misæren ”den arktiske tragikomedie”. Folkets Avis kalder det ”verdens mest opsigtsvækkende svindel”, mens Berlingske gruer for ”spydigheder og beklagelser, der nu rettes mod Danmark”.

Og spydigheder, dem kom der rigeligt af. For igen ryddes forsider fra Tokyo til San Francisco med - i dansk lys – pinefuldt nyt fra København.

Danmark i en ydmygende position

Især New York Times, der for længst havde afskrevet Cook som troværdig og bakket op om Peary, bringer artikler med mere end en bismag af skadefro.

Historiens største humbug, kalder aviser det.

”Udbredt indignation over det bedrag, som nu har bragt praktisk talt hele Danmark i en ganske ydmygende position”, rapporterer New York Times.

”Danske aviser finder på undskyldninger”, lyder en anden overskrift.

I samme udgave bringer avisen et telegram fra Robert Peary:

"Tillykke til New York Times med dets kontinuerlige, insisterende, sejrende standpunkt for sandheden". 

Sådan lyder det fra rivalen, der nu ”kåres” som den sande vinder af kapløbet mod Nordpolen.

Og hvor er Cook? Han er pist borte. Forsvundet, gået under jorden.

I København giver afsløringen anledning til en smule selvransagelse. Men kun en lille smule. Flere aviser,der selv begejstret skrev om Cooks fantastiske rejse, hænger nu de personer ud, som forsvarede Cook.

Knud Rasmussen bebrejdes. Roald Amundsen bebrejdes.

Men de danske aviser, der ignorerede udlandets kritiske røster og skepsis over for Frederick Cook, ja, de frikender langt hen ad vejen sig selv.

”Nu er det let at sige, at det havde været heldigere, om vi kunne have undgået Cook-dagenes begivenheder. […] Når nu Dr. Cook står afsløret som bedrager, så kan vi herhjemme i alt fald søge trøst deri, at vi kun er blevne narret, fordi vi troede en mand på hans ord”, konstaterer Politiken for eksempel.

Lignende formuleringer kan man læse i de andre aviser. Særligt dem, der udgives fra København. For hvem kan da bebrejde os for blot at være ”hæderlige mennesker”?

Hvorfor København?

Men hvordan havnede København overhovedet i denne suppedas? Hvorfor valgte Frederick Cook af alle tænkelige byer netop København som stedet, hvor han skulle breake sin nyhed?

Selv beskrev den amerikanske polarforsker i dagene for sin landgang danskerne og Københavnerne som hæderlige og troværdige.

Var det mon grunden? Næppe.

Måske havde Cooks tidligere møder med Knud Rasmussen og Roald Amundsen sendt ham i retning af København.

Måske var det fordi, Danmark var en polarfarende nation med en historik udi polarekspeditioner og Københavns Universitet en institution med høj troværdighed.

Måske var det fordi, Cook bare trængte til at komme hjem efter to år i det nordvestlige Grønland og skibet Hans Egede - som Cook jo ankom med - alligevel sejlede i rute mellem Grønland og København.

Svaret er, at kun Frederick Cook alene havde sine bevæggrunde for valget af København.

Sund skepsis eller mavefornemmelse?

Men hvad så med Philip Gibbs, den mistroiske journalist, der fra starten havde affejet Frederick Cooks påstande som opspind?

Ja, han blev i den danske avispresse applauderet som manden, der så igennem polarforskerens spin og var den første til at udråbe ham som svindler.

Men ikke kun herhjemme blev Cook-misæren det afgørende gennembrud for den før så upåagtede reporter.

- Philip Gibbs’ artikler om Frederick Cook tog ham fra at være en ukendt og ikke særlig succesfuld journalist til lige pludselig at være en af verdens mest kendte journalister i sin samtid, har Richard Evans, forfatter til bogen om Philip Gibbs’ tid i København, sagt til australske ABC.

Med til historien hører også, at Philip Gibbs faktisk endte med at blive venner med manden, der tidligere havde udfordret ham til duel. Carl Martin Norman-Hansen ændrede således mening og blev en af Frederick Cooks største kritikere.

Betyder det så, at Philip Gibbs er helten i vores fortælling? En rollemodel inden for journaliststanden, et lærerigt eksempel på, at man altid skal bevare sin kritiske sans?

Nej. Faktisk tværtimod, argumenterer Richard Evans.

- Ja, han (Gibbs, red.) havde ret, men han vidste ikke nok på det tidspunkt til at være sikker på det. Med det, han vidste, kunne han lige så godt have tilsmudset en helt, har Richard Evans skrevet i en kommentar i mediemagasinet PressGazette.

- Den komplicerede sandhed er, at en nyhedsjournalists opgave er at forsøge at navigere i den udfordring, det er at tvinge sig selv til at forholde sig skeptisk, samtidig med at man forholder sig skeptisk til sin egen mavefornemmelse.

Philip Gibbs havde en mavefornemmelse, som han lagde sig fast på kort efter det første møde med Cook.

Philip Gibbs risikerede hele sin karriere ved at vælge at gå med sin mavefornemmelse.

Er det god journalistik at gå med sin mavefornemmelse? Nej.

Men heldigvis for Philip Gibbs fik han ret. Andre journalister har været mindre heldige.

Oliesvindleren fra Texas

Det kan næppe påstås, at historien om Frederick Cooks humbug i København er alment kendt herhjemme. Og det forstår man måske godt.

Misæren satte nemlig Danmark og København i et småpinligt lys over for omverdenen. Det var ikke ligefrem vores stolteste øjeblik, da vi hårdnakket bakkede op om en mand, der skulle vise sig at være en fupmager.

Karikeret kan man sige, at københavnerne i et internationalt perspektiv kom til at fremstå som en salgs molboer, der lod sig tage ved næsen af en mystisk doktor fra det store udland. 

Vi var landsbytosserne, der faldt på halen i benovelse over at være centrum for så stor en verdensbegivenhed.

Men tiden læger alle sår, som et gammelt mundheld tilsiger - i hvert fald de fleste

Cooks svindelnummer var en sviende oplevelse for danskerne, men livet går videre. Der var andre nyheder at skrive, og snart var aviserne videre i teksten.

En verdenskrig kom. En verdenskrig gik. 10’erne blev til 20’erne. Og det var nok de færreste avislæsere, der havde regnet med at skulle læse om den skrækkelige Frederick Cook nogensinde igen.

Men historien om Cook slutter ikke her.

For nok forsvandt den skandaliserede doktor Frederick Cook fra offentlighedens søgelys i årene efter polarskandalen, men 14 år senere dukkede han igen op i de danske avisspalter.

”Danmarks specielle ven, Doktor Frederick A. Cook, ”Nordpolens opdager”, sidder stadig i uheld”, skrev Berlingske den 22. november 1923.

Her skrev avisen – ganske som mange andre samme dag – hvordan Cook netop var blevet idømt 14 år og ni måneders fængsel for økonomisk svindel med falske olieaktier i delstaten Texas, der dengang stod midt i et olieboom.

”Hans skæbne er så meget mere tragisk, som hans forskerfærd, inden han faldt for fristelsen til at lancere Nordpolseventyret, var anerkendelse værd”, skrev Berlingske i den forbindelse.

Skurk, helt eller begge dele?

Var Frederick Cook så bare en gemen svindler, hvis eneste eftermæle er forfalskede bedrifter om erobring af Nordpolen og Nordamerikas højeste tinder?

Helt så simpelt er det ikke.

For ja, Cook snød formentlig med både polarekspeditionen, bjergbestigningen og olieaktierne. Ja, han solgte en usandfærdig historie til aviser og forlag, tog pengene og løb.

Men han var også et vitalt medlem på flere vinterekspeditioner til Sydpolen i slutningen af 1800-tallet.

På en af dem reddede han ifølge Roald Amundsen hele besætningen fra at dø af skørbug, da skibet Belgica i flere måneder sad fast i isen. Amundsen, der måske nok er den højest agtede polaropdagelsesrejsende af alle, har sågar sagt, at Cooks overlevelsesegenskaber på isen langt oversteg hans egne.

Faktisk går nogle så vidt som at kalde ham for en vaskeægte helt og pioner inden for moderne medicin.

I New York Times-bestselleren Madhouse at the End of the Earth fra 2021 argumenterer forfatteren Julian Sancton for, at Frederick Cook var adskillige årtier forud for sin tid, da han ombord på Belgica identificerede, at C-vitaminholdig mad kunne redde besætningen fra skørbug.

Den opdagelse skulle blive vital for fremtidige ekspeditioner og ikke mindst de bemandende rummissioner fra 1960'erne og frem til i dag.

- Hvis mennesket en dag når den røde planet (Mars, red.), kan vi delvist have en af verdens største bedragere at takke, konkluderer Julian Sancton i en klumme i Time Magazine.

Med til historien hører også Cooks personlige baggrund. Ulig de fleste andre polarforskere voksede Cook op relativt fattig. Da Cook var barn, døde både hans far og bror, og da Cooks første kone blev gravid med parrets første barn, mistede de barnet, og kun en uge senere døde hustruen.

Cooks liv var fyldt med tragedier, og måske søgte han mod polernes isklædte landskaber for at flygte fra sin egen sorg.

Og så fik hele Cook-affæren også den afledte effekt, at ekspeditionen til Sydpolen to år senere, hvor samme Roald Amundsen nåede det sydligste punkt som den første, netop af frygt for at ende som Frederick Cook blev så veldokumenteret, at bedriften på ingen måde kunne betvivles.

Med andre ord blev Cooks historie en slags advarende fortælling, der hankede op i forskerstanden og mindede om, at solid bevisførelse var en nødvendighed, når man skulle fremføre sine bedrifter.

Kapløb under vinder

Men hvad så med Robert Peary, der i kølvandet på Frederick Cook-skandalen af medierne blev udråbt som første mand på Nordpolen (sammen med Matthew Henson og omkring 50 inuitter, der ikke fik del i æren)?

Han nåede såmænd heller aldrig Nordpolen, sådan som han ellers fik æren for i sin samtid.

I 1980’erne, længe efter Pearys og Cooks død, viste en kritisk gennemgang af Robert Pearys materiale og dagbøger, at han i bedste fald havde været et sted mellem 50 til 100 kilometer fra Nordpolen.

Dermed er der altså ingen klar og tydelig ”vinder” af kapløbet til Nordpolen.

I stedet tilskriver mange - guess who - Roald Amundsen bedriften, da han i 1926 ledte en ekspedition, hvor et luftskib fløj over Nordpolen. 

Andre mener, at amerikaneren Ralph Plaisted skal have titlen, da han i 1968 nåede Nordpolen via en snescooter, mens en helt tredje gruppe påstår, at briten Walter Herbert bør få titlen, da han året efter – i 1969 – nåede Nordpolen til fods.

En helt fjerde mulighed er, at den første person eller de første personer på Nordpolen kan have været inuitter fra de oprindelige arktiske folkeslag, der, i modsætning til den hvide, vestlige verden, ikke har haft specielt travlt med at plante flag og høste omverdenens hæder for den slags bedrifter. Det er dog ikke specielt sandsynligt, da bevægelsesmønstrene for arktiske, oprindelige folk oftest har været betinget af gunstige jagtområder, hvilket der ikke er mange af nær den geografiske nordpol.

Hør den uskyldiges røst

Hvor har vi hørt historien om Cook før? For vi har da hørt den før, har vi ikke?

En mand paraderes gennem Københavns gader og modtager folkets hyldest. Et enkeltstående individ råber bullshit, men tysses i første omgang ned af folkeskaren, indtil det pludselig går op for alle og enhver, at der i sandhed er tale om et bluffnummer.

Ringer en klokke?

Historien om Cook og københavnerne blev faktisk skrevet omkring 70 år før den skandaløse landgang ved Toldboden.

Af ingen ringere end H.C. Andersen i det navnkundige værk ’Kejserens Nye Klæder’:

Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: "Gud, hvor kejserens nye klæder er mageløse! Hvilket dejligt slæb han har på kjolen! Hvor den sidder velsignet!"

Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum. Ingen af kejserens klæder havde gjort sådan lykke.

"Men han har jo ikke noget på," sagde et lille barn. "Herregud, hør den uskyldiges røst," sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde.

"Men han har jo ikke noget på," råbte til sidst hele folket. Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: "Nu må jeg holde processionen ud." Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.

Se, det var et rigtigt eventyr.