Elbilister i Hovedstaden lader fem gange oftere end for et år siden
Det er samtidig i Hellerup, at man finder den mest populære ladestander i hele landet.
Nye tal fra ladeoperatøren Clever viser, at Region Hovedstadens ladestandere til elbiler, i 2021 er på overarbejde i forhold til tidligere.
Det seneste år har der nemlig været en femdobling i antallet af opladninger fra Clevers offentlige ladepunkter i Region Hovedstaden. Fra 2019 til 2020 var der en fordobling i antallet af opladninger af elbiler i Hovedstaden
Det skriver ladeoperatøren i en pressemeddelelse.
- Rigtig mange i Hovedstaden investerer i disse år i grønne biler, og derfor kan vi se den her voldsomme vækst i antallet af opladninger i regionen, siger Casper Kirketerp-Møller, direktør hos Clever.
Ifølge ham understreger den voldsomme vækst behovet for, at sikre, at parkeringsreglerne giver bedre adgang til lademuligheder, så elbilister får nemmest mulig adgang til strømmen.
Han henviser her til, at der i dag ikke er begrænsning på parkering ved ladestanderne. Clever mener derfor, at man bør opdatere parkeringsreglerne til en tid med elbiler, så en ladeplads ikke bare er en parkeringsplads.
Et krav bør være, at bilen er koblet til ladestanderen under parkering. Det skal sikre, at der altid er offentlige ladepunkter til rådighed i byerne, når elbilisterne har brug for strøm.
P-pladser forbeholdt elbiler
I København har politikerne i kommunens teknik- og miljøudvalg for nylig behandlet problemstillingen. Og et af målene er, at der i fremtiden skal oprettes omkring 2000 almindelige parkeringspladser, som er forbeholdt elbiler. Pladserne skal altså være uden ladestandere, men må kun bruges af elektriske køretøjer.
Og i mellemtiden vil et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet, ikke begrænse bilejernes brug af de pladser, der er knyttet ladestandere til.
Partierne vedtog derfor en protokolbemærkning.
- Vi ønsker ikke at gøre det for besværligt at være elbil-bilist ved at tidsbegrænse alle elbilpladser med ladestandere til 3 timer i dagtimerne. Det vil føre til meget flyttekørsel og søgekørsel i myldretiden og tomme el-bilpladser i dagtimerne, som i dag også fungerer som parkeringspladser for elbiler. Vi noterer os, at der er gode erfaringer med at oprette flere elbilpladser per ladestander. Derfor skal indsatsen med at tidsbegrænse elbilpladserne kun ske samtidig med, at der skiltes flere p-pladser til elbiler nær ladestanderne, hedder det i deres bemærkning.
Top fem kommuner i Region Hovedstaden
Nedenfor kan du se de fem kommuner i Region Hovedstaden, hvor der fra januar til og med april 2021 er blevet ladet flest gange per indbygger på de offentlige ladepunkter:
1. Hillerød Kommune
2. Glostrup Kommune
3. Københavns Kommune
4. Gladsaxe Kommune
5. Gentofte Kommune
Opladninger per indbygger er beregnet ud fra de kommunale folketal for 2. kvartal i 2021 fra Danmarks Statistik.
I København er der stadig masser af ladestanderpladser uden tidsbegrænset parkering. Det kommer der til at være en rum tid endnu, da der endnu ikke er afsat midler til at skabe de 2000 dedikerede elbilspladser uden tilhørende standere.
Det håber borgmesteren for området, Ninna Hedeager Olsen dog snart sker. TV 2 Lorry har tidligere spurgt hende til det hensigtsmæssige i, at elbilister ikke kan komme til ladestandere, fordi pladsen bruges til parkering.
- Det er en udfordring, at ladepladser bliver brugt som parkeringspladser, for det betyder, at det kan være svært at komme til et ladepunkt, når man har brug for det. Omvendt skaber vi et unødigt besvær for elbilister, hvis de skal ned og flytte deres biler i tide og utide grundet tidsbegrænsning på pladserne.
- I den forstand vil det hjælpe, at vi får etableret nogle dedikerede parkeringspladser til elbiler i nærheden af ladepladserne, så det altid er let at finde en p-plads til en elbil. Og når et flertal ikke ønsker at gøre det besværligt at være elbilist, går jeg også ud fra, at der må være flertal for at finansiere de løsninger, der tager hånd om de nuværende problemer, skriver hun i en mail til TV 2 Lorry.
Hellerup har mest benyttet ladestander
Af alle borgere i Region Hovedstaden er det indbyggerne i Hillerød Kommune, der oftest sætter elbilen i stikket - målt per indbygger. Herefter følger indbyggerne i Glostrup Kommune og Københavns Kommune.
- Rygraden i ladeinfrastrukturen i Danmark er og bliver intelligent hjemmeopladning. Den løsning er nemlig god for klimaet og vores elnet. Det giver den nemmeste hverdag. Tallene her er dog for de offentlige ladepunkter, og derfor giver det rigtig god mening, at indbyggerne i Hillerød, Glostrup og Københavns Kommune stryger til tops på listen, fordi mange her bor i etageboliger, hvor hjemmeopladning ikke umiddelbart er en mulighed. I de områder bliver der også stillet mange flere offentlige ladestandere op, fordi elbilisterne skal bruge dem til dagligt, siger Casper Kirketerp-Møller, direktør hos Clever.
Hvis man sammenligner de mest benyttede ladestandere i hele landet, så er top-5 indtaget udelukkende af ladestandere i Hovedstadsområdet. På førstepladsen ligger Øregårdsparken i Hellerup, skarp forfulgt af ladestandere på Østerbro i København.
Mest benyttede offentlige ladepunkter i årets første fem måneder
1. Øregårdsparken, Strandvejen i Hellerup (Gentofte Kommune)
2. Kastelsvej, København Ø (Københavns Kommune)
3. Fanøgade, København Ø (Københavns Kommune)
4. Saxogade, København V (Københavns Kommune)
5. Visbygade, København Ø (Københavns Kommune)