Ingen skal dø alene: En halv million til nye vågetjenester
5000 danskere dør hvert år alene. Det skal en donation på 558.000 kroner fra Trygfonden nu gøre noget ved.
Landets største vågetjeneste i Gribskov har nu fået midler til at lave kurser for nye vågetjenester i Hovedstadsregionen.
- Der er mange øjeblikke i livet, som man skal dele med andre. Døden er et af dem, siger Susanne Brøgger.
Susanne Brøgger er våger i Vågetjenesten Gribskov. Hun har, for mindre end en uge siden, siddet ved en døende kvinde på Omsorgshjemmet Bakkebo i Gilleleje.
- Det er nærvær, ro og tryghed jeg kommer med, siger hun.
Mere end 5000 danskere dør hvert år uden en familie eller pårørende ved deres side. Uden nogen at holde i hånden, når de forlader denne verden. Enten fordi de ikke har en familie, eller fordi de har mistet kontakten til familien. Birthe Westergaard, aktivitetsleder hos Vågetjenesten Gribskov, mener at ingen skal dø alene, hvis de ikke ønsker det.
- Det er en slags falliterklæring for det her samfund, at vi ikke kan være der, siger Birthe Westergaard.
Hun har selv været våger i seks år og har delt de sidste øjeblikke med mange døende. Men der mangler vågere. Alene i Gribskov mangler de 5-6 vågere. Og den mangel har fået Birthe Westergaard og Susanne Brøgger til at søge penge hos Trygfonden. Penge til at lave kurser for folk, der vil oprette nye vågetjenester over hele Hovedstadsregionen.
- Det er jo helt fantastisk at vi har fået de her penge. For der er mange praktiske og administrative ting der bare skal køre - og køre let, siger hun til TV 2 Lorry.
Med donationen kan de to kvinder nå deres mål.
- Vi vil gerne have, at der starter 6 nye tjenester op i regionen, siger Birthe Westergaard.
Vågerne selv arbejder gratis. De er frivillige og arbejder i fire timers vagter, hvor der skiftes til at sidde ved en døende både nat og dag.
- Jeg har fuldtidsjob, men så kan jeg bare våge om aftenen og natten og i weekenderne, siger Susanne Brøgger.
Det er vagtskemaet, der skal organiseres og administreres, og så skal vågerne have faglige kurser.
- Vi giver ikke medicin. Vi er tilstede og holder også øje med om den døende har det godt, ligger dårligt og skal have hjælp eller har smerter. Er der et problem, tilkalder vi plejepersonalet.
- Det er ikke alle der kan være våger. Jeg mener, man skal være psykisk robust. Og kunne lide mennesker og selv være afklaret med ens egen død. Og så skal man kunne holde til at være tilstede i den her situation, siger birthe Westergaard.
Et lys, en blok med oplysninger om den døende, en kande te, kan være det en våger har med. Ud over det allervigtigste, nemlig dem selv, deres omsorg og en tryg hånd at holde i.